Peinirli – græsk pizza

Peinirli – græsk pizza

Da jeg bloggede om kartoffelpizza for et par uger siden, viste jeg også et bud på en græsk pizza – eller i hvert fald en pizza med græsk-inspireret topping. Grækerne har dog også en pizza – peinirli – som er et bådformet brød med fyld. Sådan nogle skulle jeg selvfølgelig prøve at lave i anledning af det græske benspænd.

Jeg kiggede på en opskrift på græsk pizza hos My Greek Dish, men udskiftede smør med olie, tørgær med gær samt justerede på nogle mål.

Peinirli – græsk pizza

3 stk.

Pizzadej:
1,25 dl mælk
15 g gær
3 dl hvedemel – måske lidt mere
1 tsk rørsukker
1 tsk salt
½ dl olivenolie

Fyld:
200 g friskrevet cheddar
ca. 75 g tyndt skåret lufttørret skinke (evt. lidt god bacon)
strimler af rød peberfrugt

Varm mælken op, så den er håndvarm. Rør gæren ud i den og tilsæt derefter salt, sukker og olie. Rør godt rundt og pisk derefter hvedemelet ind i dejen. Ælt den til en smidig klump dej – du skal måske bruge lidt ekstra mel. Læg pizzadejen i en skål og dæk den til med et fugtigt viskestykke. Lad det hæve til dobbelt størrelse. Del dejen i tre lige store stykker og rul hvert stykke ud til et ovalt stykke. Fordel osten ud over pizzadejene – sørg for, at det ikke når helt ud til kanten og top derefter osten med skinke og peberfrugt. Fold de lange kanter på pizzaerne ind mod midten, fold enderne lidt skråt og fold til sidst den nederste del af pizzaenderne ind mod midten (forklaringen er lidt kryptisk på skrift – det er lettest at se på billederne). Bag pizzaerne i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter.

Græsk pizza kan selvfølgelig spises, som den er, men jeg anbefaler, at du laver en frisk grøn salat til.

Note: Græsk pizza har en sjov form – den kunne jeg selvfølgelig ikke stå for – og smagen er udmærket, selvom det nu er en ret mild og kalorieholdig udgave af pizza. Personligt er nok mere til en klassisk italiensk pizza på grillen, men den græske udgave har nu også sin charme, og hvis man nu laver en knapt så fed udgave, kan den bruges som madpakkeløsning.

 

peinirili, græsk pizza, pizza, ost, cheddar, peberfrugt, skinke, olivenolie, hvedemel, mælk, gær


2 thoughts on “Peinirli – græsk pizza”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *