Peanutsnack med karamel
Denne nøddesnack havde jeg oprindeligt planlagt at lave, da jeg havde mikroovns-benspænd, men da jeg nåede slutningen af måneden og i forvejen morede mig med at lave kopkager, så valgte jeg at udskyde det til denne måneds nødde-benspænd.
Jeg fik inspiration til denne peanutsnack fra Allrecipes. Jeg justerede dog på flere af målene.
Peanutsnack med karamel
3 dl ristede, letsaltede peanuts*
2 dl rørsukker
1 dl lys sirup
1 spsk smør
en kvart tsk vaniljeekstrakt
1 tsk bagepulver
*hvis de peanuts, du får fat i, er meget salte, så vil jeg anbefale dig at gnide dem i noget køkkenrulle inden, så din peanutsnack ikke bliver alt for salt. Du kan selvfølgelig også bruge usaltede peanuts og derefter tilsætte lidt salt til opskriften.
Hæld peanuts, rørsukker og sirup sammen i en skål, der kan tåle at komme i mikroovnen. Bag det i ca. 5 minutter ved 600 W.
Indholdet af skålen skal nu være boblende, og sukkeret skal være opløst. Er det ikke det, giver du det blot lidt længere tid i mikroovnen.
Rør smør og vanilje i og giv det yderligere 2-3 minutter ved 600 W. Smør imens et stykke bagepapir (30 x 30 cm) med et tyndt lag rapsolie og læg det på et spækbræt eller et fad.
Rør bagepulveret i skålens indhold, så snart du tager den ud af mikroovnen og fordel derefter karamelmassen ud over det smurte bagepapir. Pas på – karamelmassen er MEGET varm!
Lad karamelmassen køle af – det tager ca. 15-20 minutter – og knæk derefter karamelmassen i mindre stykker og voilá – så er der peanutsnack!
Note: Denne peanutsnack er en skøn kombination af den salte og søde smag. Ikke en snack, der kan spises i store mængder på én gang (det bliver i hvert fald en ret sød omgang), men en god, sprød mundfuld med masser af smag.
Ikke spises i store mængder? HA – tro om igen 😉
I challenge you! 😀
Halløj i skuret, hvor ser det lækkert ud. Knasende lækkert, sødt og salt. Tak for god inspiration – det er så nemt at lave flødekarameller i mikrobølgeovn. Tak for påmindelsen 🙂
Mange hilsner
Gitte
Selv tak. Det er nu herligt, når mikroen også kan bruges til søde sager 😀
Uha – det ser dælme vanedannende-godt ud!
Tusind tak – de er også pænt vanedannende!
Dem skal jeg helt klart prøve, at lave i morgen. De ser virkelig lækre ud. Nu er det tid for græskar, så kan anbefale, at lave græskartærte, da det smager himmelsk.
Græskarkage og græskartærte er også en af mine efterårsfavoritter 🙂
Lyder lækkert.
Hvorfor skal der bagepulver I?
Mvh. Maria
Det får karamelmassen til at ‘bruse op’ og blive mere sprød og lettere at bide i 🙂
Savle savle savle !!!!
🙂
“Heldigt” jeg ikke har en mikroovn 🙂
… jeg er sikker på, at man også kan lave den i en gryde! 😀
*fristefriste*
Lige til at hakke grundigt og bruge i fyldte chokolader. 🙂 Skal helt klart afprøves, når jeg igen har vanille i huset (jeg er lige løbet tør).
God fornøjelse! Håber du kan lide dem 🙂