Ovnbagte foreller med broccolicreme
Vi spiser ikke fisk så tit, som vi burde, og det skyldes blandt andet, at der ikke er særlig gode indkøbsmuligheder mht. frisk fisk her i byen. Derfor blev jeg glad, da jeg opdagede, at Aarstiderne havde foreller til salg i sidste uge, og jeg skyndte mig at bestille en portion – så havde vi både til lørdagsfrokosten og søndagsforretten. Sidstnævnte blogger jeg om i morgen. I første omgang blev det til disse ovnbagte foreller.
Ovnbagte foreller
2 personer
2 hele foreller
1 citron
8 små kviste timian
1 dl æblejuice
salt og peber
Broccolicreme:
et lille broccoli
2-4 spsk græsk yoghurt eller creme fraiche
citronsaft
salt og peber
Rens fiskene grundigt og dup dem tørre med køkkenrulle. Gnid dem med salt og peber og læg derefter tynde citronskiver samt friske timiankviste ind i fiskene. Læg dem i et ildfast fad, hæld æblejuice i det og dæk derefter fadet med stanniol. Sæt det i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter. Tjek om fiskene er gennemstegt – for eksempel ved at knække det ene fiskehoved af for at se, om fiskekødet er tilberedt.
Mens fiskene er i ovnen, skærer du broccolien i mindre stykker – også stokken, som du skærer i små tern. Tag en håndfuld broccolitern fra og hæld resten af broccolistykkerne i en gryde kogende vand. Kog broccolien, til den er mør. Hæld vandet fra – undtagen en lille sjat – og blend den kogte broccoli med en stavblender. Vend græsk yoghurt i broccolicremen sammen med de broccolitern, du tog fra i starten. Smag cremen til med citronsaft, salt og peber.
Servér de ovnbagte foreller sammen med broccolicremen og evt. også lidt kogt rød quinoa.
Note: Ovnbagte foreller er meget milde i smagen, så jeg sørgede for, at broccolicremen blev meget afdæmpet, så den ikke ville overdøve fisken. De små stykker frisk broccoli er med til at give cremen struktur, for jeg bryder mig ikke om, når mad bliver alt for blød og moset.
Jeg kan se, at det er meget sundt og smukt – til trods for min fiskefobi 🙂
*hehe*
Broccolicremen kan heldigvis også spises til andet end fisk 😉
Jeps, og den lyder meget lækker 🙂
Uh lækkert. Hvis du lader rygfinnen sidde, kan du hive i den for at tjekke om fisken er færdig – og husk, hellere et minut for lidt end et minut for meget 😉
Smart trick med rygfinnen 🙂 Jeg lod netop hovederne sidde på fiskene, da jeg bagte dem, så jeg kunne ‘knipse’ det ene af for at tjekke, om de havde fået nok. Må prøve det med rygfinnen næste gang.
Hvor ser det lækkert ud – på den enkle “nu er du sgu snart forår”-måde.
– Anne
Ja for søren da! Nu kommer der straks friske fisk og skaldyr i stride strømme! Jeg glæder mig 🙂
Vi har også fået foreller for nylig. Mmm, det er guf.
Efter en periode med fiskelede efter alt for meget hvid fisk, er fisken endelig tilbage på middagsbordet. Vi er begyndt at få leveret varer fra nemlig.com, som samarbejder med en supergod fiskehandler. Det gør det langt lettere at købe fisk. Vores lokale fiskehandler går jeg en stor bue udenom, og det er altså ærgerligt at køre en omvej til den gode fiskehandler for at finde ud af, at den ønskede fisk er udsolgt. Så er nethandel væsentligt nemmere, om det så er Aarstiderne, nemlig eller et helt andet sted.
Godt tip! Jeg har ikke selv prøvet nemlig.com. Når jeg har tid (og husker det) køber vi ind imellem også hos en af fiskeboderne til torvedag om lørdagen. Ofte har vi dog gæster eller bare generelt planer den dag, så det er alt for sjældent, vi udnytter det. Men det er nu ellers hyggeligt med torvedag og ikke mindst fiskeboder, hvor man kan se udvalget tæt på, inden man køber 🙂