Nordisk Tom Collins
Mit første gin-eksperiment i forbindelse med månedens gin-benspænd er en nordisk fortolkning af den klassiske drink, Tom Collins. Det er en gindrink, der oprindeligt blev lavet på Old Tom gin, men da denne gintype næsten forsvandt fra markedet, bliver drinken i dag ofte lavet på London Dry Gin. Det skal dog siges, at Old Tom gin har fået en revival de senere år – sandsynligvis på grund af, at gin er blevet utroligt populært.
En klassisk Tom Collins laves på gin, sukkersirup, citronsaft og danskvand, men da jeg ville lave en nordisk fortolkning, så ændrede jeg lidt på dette. I min udgave tog jeg udgangspunkt i den nordiske gin Skagerrak, som jeg stødte på for første gang sidste år. Den er skabt af en række bartendere fra Danmark, Norge og Sverige og bygger på lokale urter fra Skagerak-regionen. Den indeholder blandt andet havtorn, søl-tang, kommen og hyldeblomst. Pudsigt nok er lige præcis de tre første ingredienser nogle af de få smagsnoter, jeg ikke bryder mig synderlig om, og kombinationen lyder virkelig speciel. Men det er en overraskende god gin, og den er ikke så sær, som den ved første øjekast godt kunne lyde som.
Når nu vi er i det nordiske hjørne, så bruger jeg selvfølgelig lidt honning i stedet for sukkersirup.
Nordisk Tom Collins
1 drink
6 cl Skagerrak gin
2 cl citronsaft
1 tsk honning
iskoldt danskvand
lidt tørrede havtorn (eller nogle friske, hvis du har)
isterninger
Hæld gin, citronsaft og honning i en shaker og ryst det godt. Tag et højt longdrink glas, fyld det med isterninger og hæld ginblandingen over. Top drinken med danskvand og drys lidt tørrede havtorn over.
Vær så god – en frisk Nordisk Tom Collins!
Ps. Hvis du vil bruge Skagerrak til en almindelig gin & tonic, så fungerer den blandt andet fint sammen med Fever-Tree Indian Tonic.