Krondyrs-hotdogs

Krondyrs-hotdogs

Disse krondyrs-hotdogs er rosinen i pølseenden – eller hvad man nu skal sige – i pølse-benspændet. Ja undskyld, jeg kunne ikke nære mig. Men altså et pølse-benspænd bliver jo nødt til at have mindst én hotdog-variant, og det blev til krondyrs-hotdogs, da jeg fandt en pakke frosne krondyrspølser i supermarkedet (jeg mener, det var i Irma).

Og hvad skal man så bruge til disse vildt-hotdogs? Jeg bagte en portion rugmels-hotdogbrød, og da de var kølet af, lavede jeg to skrå snit i overfladen med en skarp kniv, så jeg kunne fjerne en lang trekant af brødet og dermed gøre plads til mere fyld.

Jeg var lidt i tvivl om, hvor kraftige pølserne var, så jeg valgte at smelte lidt ribsgelé (der går godt sammen med vildtkød) og dryppede det i bunden af hvert pølsebrød. Jeg fandt dog ud af, at pølserne var rimelig milde, så en stærk sennep vil være endnu bedre.

Derefter trykkede jeg en stegt krondyrspølse ned i hvert brød og toppede dem med svampekompot.

Svampekompot

til to krondyrs-hotdogs

100 g champignons, rensede og hakkede
smør til stegning
ca. 1 dl fløde
salt og peber

Smelt smørret på en pande og svits svampene ved mediumvarme. Når de er blevet bløde, tilsætter du fløde og lader det simre, indtil det bliver en kompakt kompot. Smag til med salt og peber.

Sidst men ikke mindst blev hotterne pyntet med friterede salvieblade (vask og tør friske salvieblade. Varm en cm rapsolie op i bunden af en lille kasserolle, indtil den er så varm, at det bobler, hvis man putter et salvieblad i. Put salviebladene i den varme olie i nogle få sekunder, indtil det stopper med at syde. Hæld olien fra, lad bladene køle lidt af og brug dem så som pynt).

Note: Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver krondyrs-hotdogs – de er supersaftige og fulde af smag!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *