Indbagt mørbrad med svampe og hasselback-kartofler
I forbindelse med mit 80’er-benspænd kan jeg jo ikke komme udenom klassikeren indbagt mørbrad. Og så alligevel for denne udgave af indbagt mørbrad er lidt anderledes, da jeg ikke har brugt kødfars til at pakke omkring svinemørbraden. Da jeg surfede på nettet for at hente inspiration, så jeg, at en del vælger at udskifte farsen med champignons, og det lød så lækkert, at jeg tænkte, at jeg også ville freestyle over det tema.
OBS – serverer du hasselback-kartofler til indbagt mørbrad, så husk at sætte dem i ovnen, inden du går i gang med at tilberede mørbraden, da kartoflerne skal bages i lang tid.
Indbagt mørbrad med svampe
4 personer
1 svinemørbrad
smør til stegning
300 g champignons, rensede og skåret i mindre stykker
50 g flødeost
1-1½ tsk timian
1 tsk estragon
salt og peber
3 plader butterdej, optøede
lidt hvedemel
1 æg
Fjern evt. sener og fedtkanter på mørbraden. Smelt smør på en stor pande og brun mørbraden på alle sider. Tag den af panden og smelt nu en god klat smør på panden. Hæld 300 g svampe på panden sammen med timian og steg dem ved mediumvarme, indtil de er møre. Tilsæt flødeost og lad det koge op et øjeblik, inden du tager panden af varmen og smager det til med salt og peber.
Drys lidt mel ud på køkkenbordet og ‘lim’ de tre plader butterdej sammen med lidt vand. Rul dem ud, så de bliver 40-50% større og fordel så svampene i midten. Læg mørbraden oven på og fold butterdejen omkring den. Tryk dejen sammen om kødet – brug evt. lidt vand til at ‘lime’ dejen sammen. Læg mørbraden i et ildfast fad og pensl den med æg. Indbagt mørbrad skal have 30-40 minutter ved 200 grader.
Servér gerne mørbraden sammen med svampesauce, hasselback-kartofler samt kogte grønne bønner.
Svampesauce
2 personer
100 svampe
1-2 spsk smør
1 tsk estragon
2 dl fløde
salt og peber
Smelt smør i en gryde og steg svampene møre sammen med estragon. Tilsæt fløde og lad det simre i nogle minutter, indtil din svampesauce er kogt så meget ind, som du ønsker. Smag til med salt og peber.
Hasselback-kartofler
2 personer
400-500 g mediumstore kartofler
50 g smør, smeltet
salt og peber
Skræl kartoflerne og skær dybe riller i dem – så de næsten bliver skåret i skiver, men så der stadig er ca. ½ cm i bunden, der holder hver kartoffel sammen. Læg kartoflerne i et smurt, ildfast fad og pensl dem med smeltet smør. Hæld evt. overskydende smør i fadet og drys kartoflerne med salt og peber. Giv kartoflerne ca. 75 minutter ved 200 grader – måske lidt længere. Tjek om de er møre ved at stikke i dem med en urtekniv. Pensl dem med det smeltede smør igen inden servering.
Note: Indbagt mørbrad med svampe smager virkelig godt, og kombineret med hasselback-kartofler er der lagt op til god, solid gæstemad – eller bare skøn selvforkælelse en lørdag aften.
Det ser godt ud! Og så uden den lede grå fars, denne ret kommer straks på listen, “mad jeg skal lave”, tak.
Det var så lidt! Jeg synes, det er en enkel og lækker udgave – er heller ikke så vild med grå fars 😉
Virker som om du har lavet en taste fejl der hvor du har skrevet: I forbindelse med mig 80’er-benspænd
mig skulle nok være mit 🙂
Er en mega god blog du har
Hov, du har ret – det er hermed rettet. Tak – og tusind tak for rosen 🙂