Hyldebærdrink med gin
Mit stop-spild-af-mad-benspænd blev også brugt som undskyldning inspiration til denne hyldebærdrink, som jeg lavede i går. I løbet af sommeren og efteråret hamstrer jeg nemlig bær i stor stil og gemmer dem i fryseren, så de kan bruges til at minde solen og varmen på en kold vinterdag. Ind imellem bliver jeg dog lige lovlig nærig og får først brugt bærrene lige inden, at sæsonen starter igen, men sådan skal det ikke være i år!
Tilbage til min hyldebærdrink. Det er sjældent, jeg bruger hyldebærsaft i drinks, men jeg lavede på et tidspunkt en varm hyldebærdrink. Nu fik jeg lyst til at lave en kold drink, denne gang med gin, for jeg tænkte, at den lidt skarpe og bitre gin ville fungere fint med den søde hyldebærsaft.
Denne opskrift er baseret på hjemmelavet hyldebærsaft, og medmindre du har det, så sørg for at smage drinken godt til, da en købt hyldebærsaft sandsynligvis vil smage mere mild og afdæmpet.
Hyldebærdrink med gin
1 drink
1 dl blandet hyldebærsaft, kraftig
2 cl gin
lidt limesaft
masser af isterninger
Lav en kraftig blanding af din hyldebærsaft – den må godt være sødmefuld. Rør gin i og smag din hyldebærdrink til med limesaft. Hæld den i et glas og fyld masser af knuste isterninger i.
Note: Den skarpe gin giver et fint modspil til den søde hyldebærsaft – og så er det jo lidt sjovt og usædvanligt med en mørk drink med gin i, som gemalen kommenterede.