Gamja salad – koreansk kartoffelsalat

Gamja salad – koreansk kartoffelsalat

Da jeg faldt over gamja salad – koreansk kartoffelsalat – så vidste jeg med det samme, at den måtte jeg prøve i forbindelse med mit koreanske benspænd. For en koreansk kartoffelsalat minder på ingen måde om en dansk kartoffelsalat! Faktisk vil jeg nærmere mene, at den minder om de versioner, amerikanerne laver, for der er virkelig mange ingredienser i, som man ikke ser i den danske udgave.

Den udgave, jeg tog udgangspunkt fra Christina’s Cucina, indeholder blandt andet æg, gulerødder og æbler! Og der findes en del versioner af gamja salad, men en af de gennemgående træk er, at den har en mere cremet konsistens sammenlignet med den danske – hvilket blandt andet skyldes, at man vender kartoffelstykkerne i moste kartofler. Jeg lavede lidt forskellige justeringer (og udelod blandt andet bladselleri, som heller ikke plejer at være i de koreanske udgaver) og endte med et resultat, jeg var godt tilfreds med.

Gamja salad – koreansk kartoffelsalat

ca. 5-6 personer

ca. 600 g kartofler
1 stor gulerod, skrællet og flækket
½ agurk, skåret i små tern
et lille fast æble, skåret i små tern
2 hårdkogte æg, hakkede
½ dl mayonnaise
1 spsk sød sennep
1 spsk risvinseddike eller æblecidereddike
salt og peber

Skræl kartoflerne og kog dem, indtil de er møre. Tag kartoflerne op med en hulske og put den flækkede gulerod i kogevandet. Lad den få 1-2 minutter, inden du også fisker den flækkede gulerod op af vandet.

Mos halvdelen af kartoflerne i en skål. Skær resten af kartoflerne i mundrette stykker og læg dem i en anden skål. Skær guleroden i små tern og hæld dem i skålen med kartoffelstykker. Rør mayonnaise, sennep, eddike og lidt peber sammen i en tredje skål. Rør det derefter sammen med de moste kartofler.

Vend kartoffelstykkerne, gulerodsstykkerne, æbletern og agurketern i kartoffelmosen. Vend forsigtigt de hakkede æg i kartoffelsalaten og smag den med til salt.

Koreansk kartoffelsalat kan serveres som tilbehør til mange forskellige retter – for eksempel grillet laks eller koreansk BBQ.

Note: Jeg indrømmer, at jeg var lidt skeptisk, da jeg gik i gang med dette projekt, for jeg har ofte set opskrifter på amerikanske kartoffelsalater og undret mig over de ret usædvanlige råvaresammensætninger. Men jeg må indrømme, at sådan en koreansk kartoffelsalat faktisk ikke er så tosset endda. Æbleternene giver en frisk sprødhed, og det er i det hele taget en festlig og farverig servering.



2 thoughts on “Gamja salad – koreansk kartoffelsalat”

  • Har du prøvet japansk kartoffelsalat? Der var en på Go morgen Danmark (jeg følger kokken) i sidste uge.

    • Kun på en sushirestaurant for flere år siden. Godt du siger det – kan være, at jeg skal prøve at lave det selv på et tidspunkt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *