Frokostsalat med spidskål, champignons og bacon
Denne frokostsalat er et meget fint bud på, hvad jeg ville medbringe, hvis jeg skulle have en madpakke med på arbejde. Faste læsere af bloggen har nok bemærket, at jeg har udviklet en forkærlighed for spidskålssalater gennem de senere år, og jeg bruger tit kålsalater i forskellige varianter som tilbehør til frokost eller aftensmad.
Kålsalater har den fordel, at de mætter meget mere end almindelige salater, smager af mere og så er de billigere at lave. De kan – selvfølgelig – varieres til den helt store guldmedalje, og vil du for eksempel ikke have bacon i, så erstatter du det bare med en anden ting i denne frokostsalat.
Frokostsalat
1½-2 personer
½ spidskål, snittet i tynde strimler
50-100 g bacon
200-250 g champignons
evt. lidt smør
2-3 spsk ramsløgspesto eller basilikumpesto
salt, peber og timian
Hæld spidskålen i en stor skål og kram den godt med fingrene, så den bliver blød. Tilsæt derefter pestoen og kram den ind i kålen, så spidskålen bliver blød og lækker.
Steg baconen på en tør pande og lad det derefter afkøle på to stykker køkkenrulle. Rens svampene og skær dem i skiver. Steg dem i baconfedtet og smag dem til med salt, peber og timian. Vend bacon og champignons i kålen og hæld din frokostsalat i en plastbøtte – så er den klar til at blive brugt som madpakke.
Kan den spises med én hånd? – Ja. Husk en gaffel!
Skal den opbevares på køl? – Det behøves ikke.
Kan den laves dagen før? – Ja.
En fyldig salat som denne her ville lige være noget for mig som madpakke 🙂
Det er nemlig både en god måde at få flere grøntsager samt en let måde at variere madpakkerne på 🙂
Jeg er vild med spidskål, men havde ikke tænkt på at lave en salat næsten kun med spidskål. Men det skal helt klart prøves en af dagene
Det er en af mine yndlingssalater! Det mætter godt og kan varieres – næsten – i det uendelige 🙂