Cidergelé med bær

Cidergelé med bær

Månedens trefarve-benspænd kan heldigvis også bruges i desserter, så det udnyttede jeg i sidste uge og lavede denne cidergelé med bær.

Jeg fandt en opskrift på cidergelé på den svenske side Hemmets Journal. Jeg justerede dog flere af målene og brugte hindbær i stedet for brombær. Derudover brugte jeg et flødeerstatnings-produkt, da den ene af gæsterne ikke kan tåle laktose.

Jeg vil anbefale, at du bruger en mild og frisk cider (ikke det der søde sprøjt fra supermarkedet). Jeg brugte selvfølgelig en cider fra vores venner i Tusen Vin 🙂

Cidergelé med bær

4 personer

3½-4 dl frisk, letsyrlig cider
5 blade husblas
1½ dl friske hindbær
½ spsk rørsukker
1 spsk vand
1 blad husblas
1½ dl fløde eller i dette tilfælde Alpro, der har et laktosefri produkt
1 spsk flormelis
lidt vaniljepulver

Put husblassen i koldt vand i ti minutter. Hæld derefter vandet fra og smelt forsigtigt husblassen i en mikroovn. Rør lidt cider i (det skummer op) og rør derefter resten af cideren i. Fordel væsken i fire glas og stil dem i køleskabet i mindst fire timer.

Hæld bærrene i en kasserolle sammen med sukker og vand. Varm det langsomt op, indtil sukkeret er smeltet. Rør godt rundt og tag det af varmen. Læg husblassen i blød i koldt vand. Når det er blevet blødt, hælder du vandet fra og smelte husblassen i de varme bær. Lad det køle af, indtil det er håndvarmt, og fordel så bærmassen i de fire glas. Stil glassene tilbage i køleskabet i et par timer.

Lige inden, at du vil servere din cidergelé, pisker du fløde/Alpro til blødt skum, tilsætter flormelis og vanilje og giver det så lige et par sekunder mere. Derefter fordeler du skummet i de fire glas.

Note: Cidergelé er en frisk og lækker anretning. Du kan naturligvis bruge andre bær, og hvis du finder en cider, der er forholdsvis sød, så gør det heller ikke så meget. Jeg kunne dog godt lide samspillet mellem den friske og syrlige cider, de søde bær og den lækre skum.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *