Catalan coca – spansk pizza

Catalan coca – spansk pizza

Jeg vidste ikke, at der fandtes en spansk pizza, før jeg begyndte at kigge på spanske opskrifter i forbindelse med mit spanske benspænd. Men et eller andet sted virker det logisk, for selvfølgelig inspireres madkulturer af hinanden. Jeg tror dog, at mange italienere ikke vil mene, at en spansk pizza har noget med en ‘rigtig pizza’ at gøre, eftersom der hverken er tomatsauce eller ost på (jojo – italienerne har da de hvide pizzaer uden tomatsauce på, men så er der i høj grad ost i stedet). Så – vi kan også kalde det et spansk fladbrød.

En spansk pizza er yderst simpel, for jer består toppingen ofte blot af løg, paprika og rød peberfrugt. Supersimpelt. Nu elsker jeg jo ost, så en pizza UDEN ost er jo nærmest blasfemi i mine øjne, men jeg måtte naturligvis prøve det spanske koncept. Det skal i øvrigt siges, at den spanske coca også findes i en sød udgave og derfor ikke nødvendigvis direkte skal forståes som en spansk udgave af den italienske pizza.

Jeg brugte min sædvanlige pizzabund-opskrift, og så stegte jeg grøntsager på en pande, inden de røg på pizzaen og blev bagt på den lukkede grill. Du kan selvfølgelig også bage pizzaen i ovnen.

Catalan coca – spansk pizza
2 personer

1 portion pizzadej

Topping:
1 løg, skåret i tynde både
1½ rød peberfrugt, skåret i tynde strimler
½ dl olivenolie
1½ tsk sød paprika
salt og peber

Olivenolie til pensling

Start med at røre pizzadejen sammen og lad den hæve. Mens den gør det, tilbereder du grøntsagerne. Hæld olien på en pande og steg løgene ved mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tilsæt peberfrugt og sød paprika og steg videre, indtil peberfrugten også er blevet blød. Smag til med salt og peber og tag panden af varmen.

Du kan som sagt tilberede denne pizza på grill eller i ovnen. Hvis du tilbereder den i en lukket grill, så sørg for, at den bliver så varm som muligt, inden du sætter pizzaen på (husk at bruge en bagesten, der kan tåle høj varme). Tilbereder du den i ovnen, så skal den gerne op på 250 grader, inden du sætter pizzaen ind – og har du en bagesten, så brug den.

Inden pizzaen skal bages, deler du dejen i to lige store portioner, du ruller tyndt ud. Pensl kanten med lidt olivenolie (… det glemte jeg…) og fordel fyldet på de to pizzaer. Bag dem ved høj varme, indtil kanten er sprød, og peberfrugterne begynder at få lidt sorte hjørner.

Note: En spansk pizza er en meget enkel ret. Personligt er jeg mere til en pizza med ost, men denne simple udgave smager nu også skønt en sommeraften på terrassen. Servér den gerne med en grøn salat til.



2 thoughts on “Catalan coca – spansk pizza”

  • Jeg vidste heller ikke, at der fandtes en spansk pizza, men den lyder rigtig spændende – selv om jeg lige som dig nok er mere til en pizza med ost 🙂

    • Ja – jeg tror, jeg skal udforske den søde version af coca på et tidspunkt. Det bliver dog ikke i denne måned, da jeg er ved at løbe tør for benspændsdage 😛

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *