Bao med svinekød

Bao med svinekød

Bao med svinekød er første udgave af bao, som jeg laver i forbindelse med månedens bao-benspænd. Den findes selvfølgelig i utallige varianter, og min udgave er med stegte og krydrede svinekødsstrimler, der er glaseret i soyasauce. Jeg brugte to tsk cayennepeber til kødet, for jeg ville godt have lidt ‘bid’ i smagen, men du kan godt nøjes med én tsk.

Jeg dampede nogle bao-boller (i miniudgave) og fyldte dem med svinekød, grøntsager samt lidt hoisinsauce og chilisauce. Og selvfølgelig lidt frisk koriander (som du selvfølgelig kan udelade, hvis du ikke er til den slags).

Bao med svinekød

Fyld til 10-12 bao-boller

300 g økologiske nakkekoteletter fra svin
1-2 tsk cayennepeber
1 tsk stødt ingefær
1 tsk salt
2 spsk rapsolie
2 spsk smør
2 spsk soyasauce

Bland krydderierne og drys dem ud over nakkekoteletterne. Skær kødet i strimler. Varm en stor pande op og tilsæt smør og olie. Når smørret er bruset af, fordeler du kødet ud over pandens overflade. Steg kødet ved mediumvarme, indtil det er gennemstegt. Tilsæt soyasauce og skru ned for varmen. Lad det simre videre i 10-15 minutter, indtil saucen er kogt ind og har glaseret kødet.

Fyld dine bao med svinekød samt følgende forslag:

  • tynde agurkestykker
  • avokadoskiver
  • hoisinsauce
  • frisk koriander

Spis dem med det samme!

OBS – du behøver ikke at samle samtlige bao, inden du serverer dem for gæsterne. De fungerer også fint som gør-det-selv mad i stil med burgere og tortillas, hvor folk selv putter det fyld i, som de foretrækker.

Note: De fyldte bao blev nydt til fulde ved middagsbordet! Læg i øvrigt mærke til, at både kød og bao er lette at genopvarme dagen efter, hvis man har rester. Bao-bollerne skal blot puttes i en boks eller dækkes med lidt husholdningsfilm, inden de sættes i køleskabet til dagen efter. Og så blot have et halvt minuts tid i mikrobølgeovnen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *