Æblesaft med citron og ingefær
Jeg har tidligere slået et slag for at bruge de mange skønne danske æbler, som haverne og butikkerne stadig bugner af, og den anden dag fik jeg prøvet noget nyt – nemlig at lave æblesaft med citron og ingefær.
Inspirationen fik jeg fra Spis Bedre-bladet fra august måned, hvor jeg så en opskrift på æblesaft med ingefær. Jeg udskiftede dog limesaften med citron (hey, så passer det også til månedens benspænd!), skruede ned for sukkeret og lidt op for citronsyren. Jeg undlod desuden at skrælle æblerne, inden de blev kogt.
Æblesaft med citron og ingefær
1 liter saft
1 kg æbler
1 l vand
saften fra en citron
1 spsk friskrevet ingefær
2 dl rørsukker
1 tsk citronsyre
Vask æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i grove stykker. Hæld dem i en stor gryde sammen med vand, citronsaft og ingefær. Lad det simre i en halv time – uden låg – og lad så saften løbe gennem en finmasket si. Hæld saften i en ren gryde sammen med sukkeret og lad det koge op, så sukkeret opløses. Tilsæt citronsyren og hæld den varme æblesaft på skoldede flasker.
Note: Det er en forholdsvis sød æblesaft, med mindre du udelukkende bruger syrlige æbler (jeg brugt halvt af hver mht. syrlige og søde æbler). Ingefæren var ikke tydelig i smagen, men gav et ‘svirp’ til sidst og gav dermed den søde smag kamp til stregen. En god måde at sørge for, at saften ikke druknede i sødme.
Jeg overvejer at fortynde saften lidt og ellers drikke den iskoldt – eller måske bruge den til efterårsdrinks?
Hvor ser og lyder det lækkert 🙂
Tak skal du have! Tror det er første gang, jeg selv har lavet æblesaft – men bestemt ikke sidste 🙂
Det lyder lækkert – jeg ville nok også vælge en udgave, der ikke var meget sød og med et pift af ingefær. Eller måske bare som presset æblesaft …
Ja, æblerne gav en del sødme, så i næste portion (for jeg skal helt sikkert lave mere) vil jeg halvere sukkermængden.
Det er så godt med sådan et svirp ingefær (hvis man altså kan li’ det), jeg prøvede det i en juice på et tidspunkt. Det giver altså lige lidt ekstra spænding.
Jep, det giver et godt, frisk snert!
Ser godt ud. Især fordi man bare skal koge saften, og ikke have gang i en saftpresser. Jeg har en, og den står godt gemt nede i kælderen, og kommer kun frem engang imellem – jeg bliver nok aldrig en af dem, der lige presser en halv gulerod, en asparges, en blomme og en rødbede til morgenmad hver morgen. Er simpelthen for doven når maskinen skal gøres ren igen:-)
Kunne forestille mig af drikke æblesaften varm, evt med en lille squizzz sprut i 🙂
Lige præcis! Jeg har nemlig ikke en saftpresser, så dette er en let måde alligevel at få saft ud af æblerne 🙂
Ja en varm æbletoddy? Det kunne jeg da godt nyde lige nu 😀
Ej hvor lyder det dejligt!
Tak skal du have! Jeg glæder mig også til at nyde et glas af det her i weekenden 🙂
Hvor har det dog en smuk smuk farve <3
Mange tak 🙂