Wokret med græskar, rejer og karry
Jeg synes, at hokkaido græskar er meget lettere at bruge i madlavningen i forhold til de stribede græskar med lyst græskarkød. Men da jeg for nylig købte et af de stribede græskar og brugte noget af det til et græskarbrød, havde jeg et stykke græskar til overs, som jeg endte med at putte i en wokret. Græskarkødet havde nemlig en meget mild smag, som ville fungere fint som fyld i en wokret.
Jeg har hamstret lidt store rejer til fryseren, da jeg i forbindelse med mit græske benspænd fandt ud af, at jeg kunne købe ASC-mærkede rejer hos Føtex. De skulle selvfølgelig i denne wokret sammen med lidt andre gode sager fra køleskabet.
Wokret med græskar, rejer og karry
2 personer
4 tsk grøn karry
rapsolie
150 g kæmperejer, ASC-mærkede
150 g revet græskarkød*
1 spsk ingefær, finthakket
1 stor porre, skåret i korte strimler
ca. 2 dl kokosmælk
1 dl vand
fiskesauce
salt og peber
Varm en sjat rapsolie i en wokgryde. Tilsæt karry og græskar og svits det kort, inden du tilsætter rejerne. Svits rejerne, til de tager farve, og tilsæt så ingefæren. Lad det stege 30 sekunder, og tilsæt så porrestrimlerne. Svits det i 1-2 minutter, inden du tilsætter kokosmælk og vand. Lad det simre, indtil porrestrimlerne er møre, og smag så din wokret til med salt, peber og fiskesauce.
*Servér retten med kogte nudler. Vil du lave retten helt uden nudler, så tilsæt 300-400 g ekstra græskarkød
Note: En enkel wokret med masser af smag. Den er ikke specielt stærk til trods for karrymængden, for kokosmælken er med til at dæmpe smagen. Græskarkødet fungerer fint som fyld, men kan reelt set ikke smages, da karryen og ingefæren dominerer.