Vegansk linsegrød
I forbindelse med månedens benspænd havde jeg planer om at lave en fyldig vegansk suppe, men da det kom til stykket, endte suppen med at blive så tyk og cremet, at det nærmere var en grød, og tadaaa – resulteret var så en vegansk linsegrød 😉
Det er en god fyldig sag, som også blev toppet med lidt hakkede nødder samt blomster fra vores store rosmarinplante. Elsker at bruge blomster i madlavningen, men husker det desværre ikke så tit. Jeg brugte soya cuisine (en erstatning for fløde/creme fraiche) til at gøre grøden lidt mere cremet.
Vegansk linsegrød
3 personer
300 g røde linser
2-3 dl grøntsagsbouillon
½ squash, revet
2 spsk salvieblade
2 spsk olivenurt (kan erstattes af oliven)
1 dl soya cuisine
salt og peber
Tilbehør:
hakkede mandler
evt. spiselige blomster fra krydderurtebedet
Kog linserne møre i vand – følg vedledningen på pakken. Når linserne lige akkurat er møre, hældes evt. overskydende vand fra og bouillon, squash og krydderurter tilsættes. Lad det simre i ca. 10 minutter, inden du blender det til en ensartet masse og derefter røre soya cuisine i. Smag til med salt og peber.
Vegansk linsegrød serveres med hakkede mandler og evt. lidt blomster fra krydderurtebedet.
Note: En vegansk linsegrød med en fin krydring og god fylde. Vi spiste den til aftensmad, og gemalen, som ikke er den store suppe- eller grødelsker, var positivt overrasket over resultatet.