Varmende blomkålscurry

Varmende blomkålscurry

Jeg lavede denne krydrede blomkålscurry til min gæst i mandags – altså selvsamme gæst, der også blev udsat for spidskålsvaflen. Det er en dejlig vegetarret, der er så krydret og velsmagende, at du helt glemmer, at der ikke er kød i.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på blomkålscurry fra et madmagasin fra Politiken, men udelod ærter og forenklede tilberedningsmetoden.

Blomkålscurry

3 personer

500 g blomkål
3 dl yoghurt naturel
2 spsk kraftig karry
saft fra lille citron
2 spsk rød karrypasta
olie til stegning
1 dåse kokosmælk
1 dåse flåede tomater
salt, peber og lidt sukker

Derudover:
finthakket forårsløg eller frisk mynte

Rør yoghurten sammen med med karry og citronsaft. Pluk blomkålen i små buketter og vend dem i yoghurten. Lad det trække en halv times tid.

I ventetiden hælder du lidt olie i en gryde og svitser karrypastaen kort. Tilsæt kokosmælk og tomater og rør godt rundt. Lad det simre under låg i en halv time. Hæld blomkålsbuketterne i saucen og lad det simre i ti minutter. Smag din blomkålscurry til med salt, peber og lidt sukker.

Pynt den med lidt forårsløg eller frisk mynte og servér den med det samme. Vil du strække retten til flere mennesker, så kan du servere kogte ris eller naanbrød til.

Note: Ah, en dejlig krydret ret, der varmer her i kulden! Den er ikke chilistærk men denne blomkålscurry har godt med smag, og det er nu rart på de kølige dage.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *