Varm smoothie med masser af bær
Da jeg brainstormede ideer til denne måneds varme drikke-benspænd, kom jeg pludselig i tanke om, at jeg stødte på en varm smoothie, da jeg surfede på amerikanske madblogs for et par år siden. Jeg kan huske, at jeg studsede lidt over det – i min verden er smoothies per definition kolde, men har jeg ikke netop opfundet mine benspænd for at udfordre mig selv? Jo! Derfor skulle jeg selvfølgelig prøve at lave en varm smoothie, og det gjorde jeg i dag, da jeg alligevel skulle bruge noget tid på havearbejde og godt kunne bruge en varm drik, jeg kunne nippe af undervejs.
Varm smoothie med bær
1 stort glas
2 dl tranebærjuice
1 dl frosne blåbær
1 dl frosne ribs
½ dl frosne brombær
½ tsk vaniljesukker
1-2 spsk rørsukker
Varm juice, bær og vaniljesukker langsomt op i en kasserolle og lad det simre i ca. 10 minutter. Blend det med en stavblender og smag på smoothien. Tilsæt 1-2 spsk rørsukker (afhængig af hvor sød, du vil have smoothien) og lad den simre i ca. fem minutter mere, inden du hælder den i et tykt glas.
Note: Jeg må indrømme, at en varm smoothie er en dejlig måde at få varmen på her i de kolde måneder. En sødmefuld drik med masser af bær, som samtidig mætter temmelig meget. Måske vil den være god at servere om morgenen som en del af morgenmaden? Du kan selvfølgelig udskifte flere af bærtyperne, hvis der er andre, du hellere vil have med i en varm smoothie.
Den lyder dejligt varmende og som noget en kold vintersjæl kunne have glæde af.
Den minder mig også om noget andet. Nemlig en flaske med ingefær/lime toddy, som jeg købte fra helsebixen i Odense. Den var fantastisk varmende, frisk, sød og krydret pga den gode ingefær.
Jeg tog den med, når jeg skulle stå stille i en time udenfor, når jeg luftede Musse med de andre hundeejere på boldbanen.
Det var bare det jeg ville sige.
Ha en go’ mandag
Det lyder godt! Drak du den varm eller kold?
Totalt hot hot hot, var den. Lige så mine tæer sukkede af fryd og sjælen blev varmet op.
Jeg har aldrig smagt en varm smoothie, men det lyder rigtig lækkert – og også sundt 🙂
Den kan jeg godt anbefale – en dejlig vitaminindsprøjtning her i den kolde tid 🙂