Tiramisu-cheesecake

Tiramisu-cheesecake

Da vi havde gæster i lørdags, blev de ikke kun udsat for spændende forretsvafler og tofarvede flødekartofler – der kom skam også tiramisu-cheesecake på bordet! Månedens benspænd er fortolkninger af klassiske retter, og selvom en ganske klassisk tiramisu er dejlig i sig selv, så kunne jeg ikke nære mig og lavede en tiramisu-cheesecake, for hey – cheesecake er en skøn opfindelse!

Jeg havde dog desværre bildt mig selv ind, at jeg havde en form på 20 cm i diameter, så jeg fik lavet nær så meget mascarponecreme, som jeg burde. Kagen blev rigtig fin, men i nedenstående opskrift har jeg dog skruet op for mængden af mascarponecreme, så den bliver højere og rækker til flere.

Tiramisu-cheesecake

10-12 personer

Kiksebund:
100 g ladyfingers
100 g Digestive kiks
100 g blødt smør

Kaffesirup:
1½ spsk instant kaffepulver
1½ dl vand
2 blade husblas
1 dl mørk farin
1 dl Amaretto

Mascarponecreme:
400 g mascarpone
4 blade husblas
1 dl fløde
½ dl flormelis
½ tsk vaniljepulver

Pynt:
kakaopulver

Knus ladyfingers og kiks i en skål og ælt smørret i, til du får en letsmuldrende kiksedej. Læg bagepapir i en springform på 26 cm i diameter og fordel kiksedejen ud over den. Sørg for at trykke kiksedejen godt sammen i et jævnt lag, der når helt ud til kanten.

Læg husblassen til kaffesiruppen i blød i koldt vand i én kop og husblassen til cremen i en anden kop. Hæld derefter kaffepulver, vand og farin i en kasserolle og varm det op. Når det koger, lader du det simreboble i ca. fem minutter. Tag kasserollen af varmen og rør Amaretto i. Hæld dernæst vandet fra de to blade husblas og smelt dem så i kasserollen. Rør godt rundt. Når siruppen er afkølet så meget, at den begynder at stivne, fordeler du den ud over bunden.

Til sidst er der mascarponecremen. Her varmer du forsigtigt fløden op i en kasserolle. Den skal ikke koge. Tag kasserollen af varmen og smelt husblassen i den. Pisk mascarpone, flormelis og vanilje sammen i en skål. Når fløden er kølet så meget af, at den er håndvarm, piskes den i mascarponecremen. Fordel cremen ud over kagen og stil derefter din tiramisu-cheesecake i køleskabet i mindst fire timer eller eventuelt natten over.

Lige inden, du vil servere din tiramisu-cheesecake, drysser du kakaopulver ud over kagen. Brug gerne en lille si, så pulveret fordeler sig ligeligt.

Note: Mmm! Tiramisu er en af mine yndlingsdesserter, så tiramisu-cheesecake er selvfølgelig også et hit. Denne version er ikke nær så svampet, som jeg ellers foretrækker hos tiramisu, men jeg turde ganske enkelt ikke hælde for megen væske ud over bunden, så den risikerede at blive helt opløst.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *