Tapenade med tomat
Jeg kan ikke have et Provence-benspænd uden tapenade. Sådan er det bare. Tapenade er en skøn, grov creme lavet på oliven, kapers og ansjoser. I hvert fald den helt traditionelle tapenade. Mange laver den dog uden ansjoser i dag, da den så også kan nydes af vegetarer, så det har jeg også gjort her.
Den findes i et utal af varianter. Jeg kom i tanke om, at vi havde nogle lækre soltørrede tomater på lager, så dem brugte jeg sammen med lidt hvidløg og olivenolie. Du behøver ikke at tilføje salt, da oliven og kapers som regel er salte nok i sig selv. Til gengæld kan jeg anbefale at justere smagen til sidst med lidt citronsaft.
Tapenade med tomat
150 g sorte oliven med sten
1 spsk kapers
2-4 soltørrede tomater
2-3 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
lidt citronsaft
Fjern sten fra oliven. Det er ret hurtigt, hvis du har fået fat i nogle bløde, saftige oliven, så det kræver blot lidt hurtige fingre/negle – og/eller en lille urtekniv. Put oliven i en blender sammen med kapers, tomater, olivenolie og hvidløg. Blend det kort. Tapenade må gerne have noget struktur, så det behøver ikke at blive blendet til en jævn og ensartet masse. Men det er selvfølgelig helt op til dig. Smag til med citronsaft.
Tapenade kan smøres på ristede stykker flutes eller knækbrød eller serveres som tilbehør til grøntsagsstykker, til tapas, som smørelse til sandwiches eller burgere – eller lige, hvad du har lyst til.
Note: Denne tapenade har en kraftig smag, hvor de soltørrede tomater træder igennem men hvor der også er et snert af hvidløg.