Svampefyldte pandekager
Disse svampefyldte pandekager har jeg naturligvis lavet i forbindelse med månedens pande-benspænd. Her steger du først pandekagerne, inden du laver svampefyldet. Hvis du er ekstra udspekuleret, så steger du selvfølgelig nogle ekstra pandekager, du kan putte i køleskabet og bruge til madlavningen en af de følgende dage… hvis de altså ikke forsvinder i munden på lækkersultne teenagere og andre skønne væsner 😉
Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på vegetarpandekager, der var med græskarfyld, men udelod krydderier i dejen og lavede selvfølgelig svampefyld i stedet. Jeg en rest radicchio, der skulle bruges, men det er en ret bitter salat, så du vil nok foretrække spidskål i stedet.
Svampefyldte pandekager
4 stk.
Fire pandekager – for eksempel ud fra denne pandekageopskrift
Fyld:
400 g svampe, rensede og hakkede
20 g smør til stegning
1½-2 tsk friskhakket rosmarin
1½ dl fløde
salt og peber
en stor håndfuld fintsnittet radicchio eller spidskål
Steg pandekagerne, hvis du da ikke er så heldig, at det er rester fra dagen før.
Smelt smørret på en stor pande. Steg svampene ved mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tilsæt rosmarinen og steg videre et par minutter. Husk at vende rosmarinen grundigt ind i svampene. Tilsæt fløden og lad det simre, indtil det er kogt ind til en cremet masse. Smag til med salt og peber.
Fordel radicchio eller spidskål i en stribe på midten af hver pandekage og fordel svampestuvningen ovenpå. Servér de svampefyldte pandekager med det samme.
Note: Jeg elsker svampestuvning med fløde, så disse svampefyldte pandekager var selvfølgelig lige mig. Er du ekstra vaks, så steg gerne nogle ekstra pandekager, som du kan bruge til restemad dagen efter – eller frys dem ned, så du har til hurtig aftensmad en anden dag.
Uhmm, det smagte lækkert! Jeg havde ikke helt nok svampe, så der røg også en porre med på panden, og så brugte jeg en rest rucola, hvilket fungerede rigtig fint. Og resten af pandekagerne forsvandt som dug for solen i dag 🙂
God kombination – jeg synes, at svampe og porre klæder hinanden så godt 🙂