Skumdelfiner med citron

Skumdelfiner med citron

Denne måneds slik-benspænd giver virkelig mulighed for at være kreativ, så jeg har naturligvis lavet… skumdelfiner!! Yay! Og de smager af citron! Endnu mere yay!

Men er det ikke svært at kreere hjemmelavede skumdelfiner? Overhovedet ikke! Eneste problem er, at man har lyst til at ae skumfidusmassen, fordi den er så blød og lækker!

Skumdelfiner med citron

10 blade husblas
ca. 200 g rørsukker
1 dl vand
1 spsk friskrevet skal fra øko-citron
lidt blå fondantfarve

Derudover:
flormelis til formningen af skumfiduserne

Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter. Hæld rørsukker og vand i en gryde og varm det op, så det koger. Er du mest tryg ved at bruge sukkertermometer, så gå efter en temperatur på 115 grader, når du tjekker, om sukkermassen har fået nok. Jeg havde ikke et sukkertermometer, så jeg holdt i stedet øje med sukkermassen. Den skal koge i 5-8 minutter, indtil sukkerboblerne bliver lidt mørkere og ‘sejere’.

Hæld sukkermassen over i skålen på en røremaskine (det er vigtigt – en elpiskers motor er ikke kraftig nok til denne opgave). Knug husblassen fri for vand og put det i røreskålen. Rør husblassen ud i den varme sukkermasse og skru derefter røremaskinen op på maksimal hastighed.

Tilsæt citronskal og farve efter et par minutter og lad massen køre i ca. 10 minutter i alt.

Resultatet bliver en lun, blød og ret klistret masse, der er såååå rar at røre ved! Det er svært ikke at stå og ae skummet … Og det kom jeg til, så jeg fik ikke glattet den lige så meget ud, som jeg burde. Oh well.

Drys køkkenbordet (eller et spækbræt) med et godt lag flormelis, så skumfidusdejen ikke klistrer fast, når du skal forme den. Gnid også en dejskraber med flormelis, inden du bruger den til at vippe dejen ud af skålen (og ud af røremaskinens piskeris), for det kan godt drille lidt, når man skal løsrive skumfidusdejen.

Gnid håndfladerne med lidt flormelis og brug dem derefter til at trykke/trække skumfidusdejen ud, så det bliver en flad blød pude. Sørg for, at skumfiduspuden har en tykkelse på 1½-2 cm. Drys den med lidt flormelis og lad den tørre en times tid. Derefter er den klar til, at du skærer delfiner ud. Og det gør du naturligvis med en delfinudstikker!

Put de hjemmelavede skumdelfiner i en lufttæt beholder, så de ikke tørrer ud og servér dem for gæster eller brug dem som værtindegave.

hjemmelavede skumfiduser, hvordan laver jeg skumfiduser, hjemmelavet skumslik, æg, rørsukker, pastafarve, citron, skumdelfiner


2 thoughts on “Skumdelfiner med citron”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *