Orangetrøfler
Jeg har fundet en gammel opskrift på orangetrøfler frem fra gemmerne og givet et pift i anledning af månedens benspænd. For en række år siden lavede jeg ofte chokoladetrøfler til jul, for det var dejligt at have i konfektudvalget til juledagene. De senere år har jeg primært bagt julesmåkager, men nu var det på tide at lave dem igen.
Oprindeligt lavede jeg trøflerne på revet appelsinskal, men i denne version har jeg udskiftet appelsinskallen med Cointreau.
Orangetrøfler
20-24 stk
100 g mørk chokolade
½ dl fløde
1½ spsk Cointreau
½ spsk smør
Derudover:
120 g mælkechokolade
evt. lidt kagepynt
Hak chokoladen fint og hæld den i en skål. Hæld kogende fløde over og rør rundt, indtil det bliver en jævn masse. Rør Cointreau og smør i og fortsæt med at røre, indtil massen er glat. Stil skålen i køleskabet i nogle timer, indtil massen stivner. Tag den ud af køleskabet ½-1 time inden, at du vil forme dine orangetrøfler. Form dem som små kugler, som du overtrækker med smeltet chokolade (husk at opvarme det forsigtigt over vandbad). Pynt evt. dine orangetrøfler med sukkerkugler eller andet drys.
Note: Disse milde lækre orangetrøfler er et fint stykke konfekt til julekonfektskålen. Jeg kan godt lide kombinationen med den mørke og den lyse chokolade, så de hverken bliver meget søde eller meget bitre i smagen. Opbevár dem gerne på køl men husk at tage dem ud en halv time inden servering, så de ikke er iskolde. Så smager de nemlig af mere.