Oksekødspie med gulerødder

Oksekødspie med gulerødder

Månedens første benspændsret bliver oksekødspie – eller måske nærmere oksekødspies, for jeg valgte at lave en mini-udgave. Du kan servere oksekødspie for fire personer, hvis det er som forret, eller hvis du serverer meget tilbehør til, eller du kan servere den for to personer sammen med lidt grønt, og så udgør de en fin frokost. Har du ikke små ildfaste forme som dem, jeg har brugt, kan du også lave denne oksekødspie i en større form. Jeg er lidt usikker på, hvor stor formen i så fald skal være, så her må du prøve dig frem.

Min oksekødspie er løseligt baseret på en opskrift fra Newyorkerbyheart, men jeg ændrede en del på fyldet.

Oksekødspie

2-4 personer

3 plader butterdej (dvs. halvdelen af en pakke frosne butterdejsplader)
lidt mel til udrulning
1 æg, pisket

Oksekødsfyld:
250 g hakket oksekød
smør til stegning
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, hakkede
2 gulerødder, revne
1-2 tsk timian
1-1½ dl vand
3-4 spsk balsamicoeddike
1 dl creme fraiche 18%
salt og peber

Smør fire små forme med smør. Rul en plade butterdej ud, så den bliver dobbelt så stor. Skær den over og beklæd to af formene med butterdejen. Gentag processen, så de to sidste forme også bliver beklædt med butterdej. Sørg gerne for, at butterdejen kommer helt op til kanten af formen og et lille stykke ud over – så er der større chance for, at den ikke glider ned i selve formen, når du bager den. Prik bunden af dejen med en gaffel og sæt de fire forme i ovnen ved 180 grader i ca. 15 minutter.

Smelt smør i en lille gryde og svits løg og hvidløg i det, indtil løgene er møre. Tilsæt timian og derefter oksekød, som brunes. Tilsæt derefter gulerødder og vand og lad det simre i nogle minutter.Hæld balsamicoeddike og creme fraiche og vend det godt i oksekødsfyldet. Lad det simre et par minutter og smag derefter til med salt og peber.

Fordel fyldet i formene med den forbagte dej. Rul den sidste plade butterdej ud og del den i fire lige store stykker. Dæk toppen af hver form til med dej og tryk det ned langs kanten med en lille ske eller lignende. Pensl hver oksekødspie med æg. Snit tre-fire huller i toppen af dejen, så den varme luft kan trænge ud under bagningen. Stil de små pies i ovnen igen og bag dem i 15-20 minutter ved 180 grader.

Servér oksekødspie med det samme – gerne sammen med kålsalat og en kold stout.

Note: Oksekødspie er en dejlig servering, og den har en særlig charme, når man serverer den portionsanrettet som i dette tilfælde. Denne udgave er fint krydret, men du kan sagtens vælge at skrue endnu mere op for smagen og for eksempel erstatte vandet af mørk øl eller krydre den med cayennepeber og/eller chili.

oksekødspie, pie, tærte, madtærte, oksekødstærte, kødtærte, oksekød, hakket oksekød, butterdej, løg, hvidløg, timian, creme fraiche, balsamicoeddike


5 thoughts on “Oksekødspie med gulerødder”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *