Nougatkonfekt med brændte mandler
Der er liiige plads til et stykke konfekt mere her på bloggen, for juleaftensdag lavede jeg nougatkonfekt! Og ja, du kan lave det året rundt, så måske det kan være værtindegaven til nytår eller bare lidt selvforkælelse i januar?
Jeg tog idgangspunkt i nogle nougatstykker, jeg havde set hos Mira Arkin. Jeg fravalgte dog marcipanbunden og lavede i stedet en bund af kiks og hvid chokolade.
Nougatkonfekt med brændte mandler
20-25 stk.
50 g havrekiks
70 g hvid chokolade, finthakket
100 g nougat
100 g mælkechokolade, finthakket
lidt salt
1 dl brændte mandler
Tag en lille form – jeg brugte en på 12 x 15 cm – og beklæd den med bagepapir. Smelt den hvide chokolade forsigtigt. Knus havrekiksene grundigt – der må gerne være lidt struktur, men der må ikke være store stykker. Rør kiksekrummerne i chokoladen og fordel det ud over bunden i formen. Lad det køle lidt af, inden du lægger et stykke bagepapir over og presser kiksebunden flad og ensartet. Fjern det øverste bagepapir igen.
Smelt nougat og mælkechokolade i en gryde ved meget lav varme. Rør lidt salt i og fordel massen ud over kiksebunden. Hak de brændte mandler og drys dem ud over nougatmassen. Stil formen i køleskabet i minimum to timer. Så er din nougatkonfekt klar til at blive skåret ud.
Opbevár din nougatkonfekt på køl, indtil den skal spises.
Note: Denne nougatkonfekt er sød og knasende. Jeg synes, at de brændte mandler og det lille knips salt giver et fint modspil til den søde nougattopping. Vær dog opmærksom på, at der er gods i konfekten, så den mætter en del!