Mexicansk hibiscusblomst-drik

Mexicansk hibiscusblomst-drik

Da jeg ledte efter spændende mexicanske retter i starten af denne måned, faldt jeg over en simpel hibiscusblomst-drik. Jeg kom i tanke om, at Love and Lemongrass havde lavet en meget smuk drink på hibuscusblomster tidligere på året, så jeg spurgte hende straks, hvor man kan købe hibiscusblomster i Danmark – og det kan man hos ASA i Torvehallerne, så der købte jeg en pose, da jeg alligevel skulle shoppe chilier.

Mexicansk hibiscusblomst-drik

1 stort glas

2 dl vand
1 dl tørrede hibiscusblomster
rørsukker

Hæld blomsterne i en dyb skål. Opvarm vandet – gerne i elkedel – til kogepunktet og hæld det derefter over blomsterne. Lad dem trække i vandet i et kvarters tid og si så blomsterne fra. Rør sukker i den lune væske – hvor meget afhænger selvfølgelig af, hvor sød du vil have drikken, men vil du have en ret sød drik, skal du op på ½-1 dl sukker. Når sukkeret er opløst, tilsætter du vand. Jeg lavede en 1:1 blanding, men du kan hælde mindre vand i, hvis du vil have en kraftigere hibiscusblomst-drik. Prøv at smage flere gange undervejs, når du tilsætter vand, så du finder frem til den koncentration, du bedst kan lide.

Note: Denne hibiscusblomst-drik er en meget smuk og anderledes drik. Jeg puttede ikke særlig meget sukker i, hvilket giver drikken en frisk, nærmest iste-agtig smag. Du kan evt. lege videre med smagen og tilsætte forskellige krydderurter eller spiritus. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke nåede at lave drikken i weekenden, hvor den for alvor ville have strålet i det smukke solskinsvejr.



2 thoughts on “Mexicansk hibiscusblomst-drik”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *