MASH
Vores tur til København i onsdags sluttede med et besøg hos MASH, der markedsfører sig på at være et moderne amerikansk steakhouse. Stedet var ikke valgt på grund af månedens benspænd – det var faktisk lidt af et tilfælde, at de to ting faldt sammen. Lad mig bare sige, at forventningerne var høje fra start, for jeg har længe ønsket at spise der og har et par gange før forsøgt at få bord der. Men skal du det – og især hvis det er i weekenden – så sørg for at bestille bord mindst en uge i forvejen og gerne før det, for det er et populært spisested.
Restauranten er meget stemningsfuld. Der er sikkert nogen, der vil mene, at den har et maskulint udtryk med en indretning, der fortrinsvis er baseret på sort og rød, men flot var det i hvert fald. En række store spejle på væggene fik også restauranten til at se imponerende stor ud, og vi blev vist hen i en lille bås, hvor vi kunne sidde ugeneret og nyde besøget. I det hele taget virkede det til, at selvom restauranten er forholdsvis stor, så kan et selskab sagtens føle, at man ikke sidder på skødet af de andre.
Ved vores bord lå der allerede bestik – herunder en rigtig solid skærekniv, som lå godt i hånden – og der stod to forskellige slags salt. Det brune var røgsalt, og det har jeg ikke før oplevet i flageform, men det smagte temmelig godt.
Vi startede med en drink. Det er ellers yderst sjældent, at vi gør det på restauranter, men vi har jo ferie, og da vi ville springe forretten over (vi havde hørt, at de serverer solide og mættende portioner på restauranten), så var det her en fin måde at få måltidet til at vare lidt længere.
Jeg fik en Georgia Mint Julep, mens gemalen tog en Pineapple Jack. Jeg var lidt spændt på min drink, for jeg har ikke smagt den type før, men den overraskede ved at være lidt sød men samtidig også frisk på grund af mynten og lidt røget på grund af bourbon. Spændende drink, ganske velsmagende og i øvrigt smukt serveret. Tjeneren dukkede op lidt efter med to små servietter, som han stillede glassene på, for de duggede en hel del, da de var meget kolde.
Vi tog hver en steak – jeg en amerikansk udskæring, N.Y. Strip (for at holde mig til stilen), mens gemalen prøvede en dansk dry-aged steak. Tilbehørsportionerne var ikke så store, som vi havde frygtet – vi spurgte nemlig først tjeneren, inden vi bestilte, men vi valgte alligevel at dele en portion chilifritter og så delte vi også en grøn salat og en tomatsalat. Saucen følger med hovedretten, og her valgte vi begge bearnaise.
Normalt plejer jeg at bestille mediumstegt kød, men jeg tænkte, at når vi nu spiste et sted, der tager kød så seriøst, så ville jeg kaste mig ud i en rød, og det fortrød jeg bestemt ikke. Den var nu ikke så blodig, som jeg havde forventet, men jeg tror mere det skyldes, at det var en anden type kød end det, jeg normalt får. I hvert fald kunne jeg ved et nærmere eftersyn se, at den skam ikke var stegt så meget, selvom den ikke var meget rød. Og så smagte den formidabelt! Jeg kan kun komme i tanke om én gang, hvor jeg har fået en bedre bøf.
Tilbehøret var godt. Især den grønne salat var frisk og vendt i lidt vinaigrette uden dog at sejle i det. Til gengæld syntes jeg, at tomaterne var lidt for overpøset med parmesan og olie – det havde de ikke behøvet. Det var også dejligt at få en god og tung bearnaise, der dog godt måtte have været lidt mere syrlig. Fik jeg sagt, at kødet var godt? Mmmm…
Det var godt, vi delte fritterne, for det gjorde, at vi begge havde lidt plads til dessert, og ingen af os var i tvivl om, at vi skulle have cheesecake! Jeg frygtede lidt, at det ville være et voldsomt stort stykke, men nej – det havde en fin størrelse, og så var der to kugler rabarberis til. Hvad kagen ikke havde i størrelse, havde den til gengæld i tyngde, for der var virkelig gods i kagen. Vi var lidt uenige om, hvor god den var. Gemalen var meget tilfreds, mens jeg syntes, den var lidt for solid. Kagen i sig selv var ikke så spændende igen, men kombineret med de råsyltede rabarber på toppen og de to lækre kugler is, så gav det en lækker og meget mættende dessert.
MASH levede bestemt op til forventningerne, og det er helt sikkert et sted, jeg vil elske at spise igen. Restauranten er flot indrettet, og betjeningen var helt i top – der var tit en tjener forbi for at sikre sig, at alt var, som det skulle være, og de var gode til at svare på spørgsmål, når vi spurgte ind til detaljer. Og maden var en dejlig oplevelse, hvor der kun var småting, der kunne/burde ændres ved.
Det er sted, som fortjener fem solide og funklende stjerner – og en lille pil op.
Det lyder og ser dejligt ud – og at tjenerne kommer ofte forbi er sød musik i mine ører! 😉
Mmmm, elsker også MASH – lækre bøffer og god stemning 🙂 Må snart prøve det igen…
Åh, hvor lyder det spændende, Piskeris – der må jeg lokke husbond med ind snarest. Vi har lovet hinanden at besøge Københavns hyggelige og gode spisesteder lidt oftere i fremtiden.
Jeg glæder mig allerede 😉
Hold da op hvor ser det bare godt ud… Og tror faktisk at det er mad som Fruen ville synes var ok at at sætte tænderne i !!!
Ummmmm
Rigtig god fredag
Hyggehygge
Marianne
Åh, Piskehaps – det ser dæleme godt ud 🙂
Og ved du hvad: vi får en MASH inde på Parkallé og den åbner og ca 14 dage. Så skal vi også ha' godt bøf kan jeg love dig for 🙂
Oh yeah! Fantastisk sted, og deres iskolde cocktails er bare fortræffelige, og man kunne sagtens droppe vinen og bælle dem hele måltidet igennem;)
Det ser bare SÅ lækkert ud. Vi er af og til i København, men har næsten altid vores lilledreng på to år med. Er det et sted for børn eller ville det bare være træls for både os og de andre gæster?
KH Anja
Jeg har aldrig hørt om MASH… Men det siger vist mere om mig end og MASH -s- Maden ser og lyder rigtig lækker. Der vil jeg invitere min mand ind snarest. Han plejer altid at føje mig med italienske resturanter som er et hit hos mig, men han er mest til kød og sovs -s- Så det er da lige stedet for ham 🙂
Det lyder som en dejlig oplevelse, man får jo nærmest lyst til en stor bøf:)
Knus
Vibeke
Hanne – hehe, ja det kan jeg godt forstå! Der var i hvert fald intet i vejen med servicen, og det var dejligt at blive vartet op 🙂
Hej Kerry!
Det kan jeg godt forstå, det levede helt sikkert op til mine forventninger – og mere til. Hvor er det rart med et spisested, som tager kødet seriøst 🙂
Madame – det kan jeg kun anbefale, at I gør. Gemalen og jeg elsker også at spise ude ind imellem, og ud over god mad får vi også slappet af samt lidt input til nye og sjove retter.
Jule Mig – mange tak! Jamen så er der ikke andet for end at lokke hende med derind snarest muligt! 😀
God weekend til jer!
Klidmoster – jeg så på deres side, at de var på vej med en restaurant over hos jer, og hvis de holder niveauet fra vores besøg i onsdags, så kan Max og du godt glæde jer!
Sifka – ja, cocktails kan de godt lave! Jeg smagte også på gemalens, og den var ganske god! Men nu er jeg ikke så vant til at drikke, så jeg kunne godt mærke cocktailen allerede inden, jeg var færdig med at drikke den! 😀
Hej Anja!
Nu har vi ikke børn, så jeg er ikke så god til at lægge mærke til, hvor børnevenlige stederne er. Omvendt ved jeg, at deres filial hos Skovriderkroen har en 'Mini-MASH', hvor der er noget underholdning for børnene, og hvor de – udover de sædvanlige børneretter – også har mulighed for at få en lille udskæring af de samme kød, som de voksne spiser.
Jeg ved ikke, om de har overført konceptet til den i Bredgade, men du kan i hvert fald læse lidt mere om det på Politikens hjemmeside, der skrev om det for nogle måneder siden 🙂
Vibeke – I må have en rigtig god tur og forhåbentlig lige så god mad, som vi fik 🙂
Vibeke – jeg tænker stadig med et smil på læberne på den bøf, jeg fik guffet mig igennem – mmm 🙂
Jamen, altså, hvor er det skønt med disse anmeldelser. Og MASH lyder lige som stedet, for en god bøf. Skønt!
Camilla – det er i hvert fald den restaurant i Danmark, hvor jeg indtil videre har fået den bedste bøf, så en klar anbefaling fra min side 🙂
NY Strip er en af mine favoritter de gange jeg her været i USA – det er såååååå godt! 😀
Det lyder virkelig skønt, jeg må bare derind på et tidspunkt – måske jeg skulle ønske mig det i gave på et tidspunkt….
Jeg vil drømme søde drømme i nat pga. dine billeder og drømme mig lidt tilbage.
Mange hilsner
Birthe
NYBH – jeg var meget i tvivl om, hvilken udskæring jeg skulle vælge, men jeg var godt tilfreds med den, jeg valgte – mmm! Jeg vil dog rigtig gerne prøve flere af de andre på menukortet, så gemalen er advaret om, at jeg gerne vil spise der igen på et tidspunkt 😉
Håber du drømte godt 🙂
Sad lige og kiggede på deres menukort og drømte 😉 Jeg tror jeg ville bestille en All american martini eller en Hemmingway daiquiri, så en bone in ribeye eller hvis du kan få gemalen til at dele porterhouse med dig – porthouse er såååå godt 😀
Uhmmm, det var godt at drømme….
Mange hilsner
Birthe
NYBH – dem, der sad bag ved os, fik porterhouse – og hvor så det bare godt ud! Det var et imponerende syn 🙂
Jep, det kan virkelig anbefales. Det er kød med masser af smag, tror lige at jeg vil sætte mig hen og drømme lidt….. 😉