Lun fasansalat med radicchio og kirsebær

Lun fasansalat med radicchio og kirsebær

I lørdags var vi til familiejulefrokost, og jeg medbragte lidt forskellige sager – blandt andet rødbedechutney, syltede asier og denne lune fasansalat. Inspirationen fik jeg fra kogebogen ‘Mine bedste ingredienser’ – en lidt pudsig titel, men en ganske glimrende kogebog, som jeg fik i julegave sidste år. Jeg lavede dog en række ændringer og udskiftede blandt andet en række knapt så tilgængelige ting med råvarer, jeg ofte har på lager.

Lun fasansalat

4 fasanbryster – kan erstattes med hel fasan
salt og peber
olie til stegning
1 lille radicchio
1-2 håndfulde fintsnittet spidskål
1 granatæble
1 spsk balsamico
1 spsk citronolivenolie

Dressing:
2 spsk saft fra de syltede kirsebær
1 spsk dijonsennep
1 spsk olivenolie
evt. salt

Pynt:
12 syltede kirsebær (dem, der er syltede som hele bær – må ikke forveksles med kirsebærsauce)
1 håndfuld hasselnødder, grofthakkede

Steg fasanbrysterne i lidt olie på en pande. Hold øje med, at den bliver gennemstegt, men pas på at du ikke steger den så længe, at den bliver tør og kedelig. Kødsaften skal være klar, når du stikker i kødet. Krydr dem med salt og peber. Lad fasanbrysterne hvile – helst i op til ti minutter – inden du skærer dem i små skiver.

Fintsnit radicchio og hæld den i en skål sammen med spidskålen (jeg kan anbefale, at du krammer spidskålen lidt med fingrene, inden du blander den med radicchioen). Del granatæblet på midten, hold den ene halvdel af granatæblet over skålen og brug en træske til at banke granatæblekernerne løse med. Hold øje med, at stykker af den hvide membran fra granatæblet ikke ender i salaten. Brug samme metode til den anden halvdel af granatæblet. Bland din fasansalat grundigt og vend kødet i den.

Pisk eller ryst dressingen grundigt sammen, smag den til og hæld den over din fasansalat. Vend forsigtigt i salaten og pynt den med kirsebær og hasselnødder. Spis med det samme.

Note: Det var en kæk og anderledes måde at få vildt på, og jeg kunne godt lide, at radicchioen gav lidt bitterhed til min fasansalat, uden at det kammede helt over, ligesom kirsebærrene gav lidt sødme. En god og spændende frokostsalat.



4 thoughts on “Lun fasansalat med radicchio og kirsebær”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *