Linsesalat med grønkål og svampe
Jeg er fortsat i gang med vinter-vegetarbenspændet, hvor vi i sidste uge fik denne linsesalat med grønkål og svampe. Det var en videreudvikling af en speltsalat, jeg havde set hos Hjemme hos Xenia, hvor jeg udskiftede spelt med linser og skar lidt ned på mængden. Til gengæld puttede jeg svampe i og justerede lidt på krydderimængderne.
En af de ting, jeg synes er en stor fordel ved vegetarmad er, at den oftere er lettere at tilberede. Man behøver for eksempel ikke at huske at tage kød op fra fryseren aftenen før. Det betyder også, at vi får lidt flere frisklavede retter i hverdagen pt. Normalt plejer vi at varme rester fra weekenden eller tø hjemmelavet færdigmad op, som vi har fundet frem fra fryseren.
Linsesalat med grønkål og svampe
2 personer
150 g grønne linser
100 g grønkål, skyllet og hakket
200 g svampe, rensede og skåret i skiver
2-3 spsk soya
½ dl olie
1 tsk chilipulver
salt
ca. 1 dl kokosflager
Kog linserne, indtil de er møre. Imens de koger, blander du de øvrige ingredien6ser og fordeler det ud på en bageplade med bagepapir. Bag det i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter. Vend derefter grøntsagerne med de kogte linser.
Servér din linsesalat, som den er eller evt. med lidt brød til.
Note: En sprød, krydret og let sødmefuld salat, som mætter godt. Jeg kan godt lide den lidt anderledes smagskombination, hvor soyaen giver en del dybde i smagen.