Lakrids-spøgelser og Halloween-guf
I går holdt vi Halloween-fest, og ligesom sidste år benyttede jeg lejligheden til at lave diverse fjollede og gyselige hapsere. Ovenstående er således romkugler, der er lavet på resterne af chokoladekagen og smørcremen fra dåbskagen, som jeg frøs ned tidligere på måneden. Romkuglerne er vendt i grøn Candy Melt og pyntet med et enkelt øje hver.
Sidst men ikke mindst serverede jeg også disse små lakrids-spøgelser, som er marengskys tilsat lakridspulver. Opskriften er ganske enkel:
Lakrids-spøgelser
200 g lyst og fint rørsukker
2½ æggehvide
2-3 tsk lakridspulver
Æggehviderne piskes til en cremet masse, så den er luftig uden at være stiv. Tilsæt lidt sukker, pisk massen godt igennem, så sukkeret optages, og tilsæt mere sukker og fortsæt processen, indtil alt sukkeret er optaget i marengsmassen. Pisk lakridspulveret i massen til sidst. Put marengsmassen i en sprøjtepose og sæt toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dine lakrids-spøgelser – afhængig af størrelse – ved 120 grader i 70-90 minutter.
Lakridsmarengs er bestemt en fed opfindelse – det er bare totalt guf-guf. Er dog også ganske charmeret af de enøjede grønskollinger, de kan det der med at nidstirre! 😛
Hehe, ja de forsvandt også hurtigt, de små grønskollinger! 😀
Hvor uhyggeligt:-) Skønt når nogle gider gøre noget ud af en sådan dag.
Hvor kommer den dl. vand ind i billedet???
Hilsen
Charlotte
Hov, den skulle ikke være der – jeg sad og tænkte på en anden opskrift samtidig med. Er rettet nu 🙂
Din kage er mega klam 😀
Taktak 😀
Ja, de er fandeme uhyggelige:-)
Hilsen
Charlotte
Hvor er de grønne seje! Næste år vil jeg altså med til din fest 😀 Selv havde jeg ikke det store overskud til mad så det blev bare til et par cupcakes 😛
Hehehe! Jeg synes nu ellers, du plejer at styre Halloweenløjerne ganske godt, og det ser også ud til, at I har (u?)hygget jer igen i år 😉
Det kan du tro vi også har 🙂 Dog madmæssigt ikke så meget som sidste år…. men så er der jo heldigvis et år mere man kan tage af hvis det er 😛
Hvor er de bare seje den små grønne bæster. Dem skal jeg huske en dag drengene skal have et monster eller to 🙂
Super søde spøgelser du også fik lavet.
Mange tak. De er ret lette at lave – altså bortset fra at Candy Melt plejer at drille mig. Tror snart jeg skifter mærke. Kan du anbefale et andet?
Jeg bruger slet ikke candy melt. Jeg har kun hørt om problemer. Jeg bruger alm chokolade. Hvid chokolade kan du farve med pulver farver.
Det har jeg også overvejet – så det må jeg hellere gøre 🙂
Nøøøøj, hvor er dine spøgelser bare søde! 🙂
Tusind tak. Der forsvandt også temmelig mange, selvom folk allerede havde spist sig rimelig mætte på det tidspunkt.
Super seje grønne monstre! Og kagen var da også virkelig klam grøn. De små larkidsspøgelser er søde og lyder som en skøn sammensætning – de har da ikke levet forgæves 😀
Nej – og de levede også i meget kort tid 😀
Tror jeg må lave endnu mere Halloween-guf næste år – kan simpelthen ikke nå alle de sjove ting, jeg vil afprøve!
Hvor ser det godt ud, og hvor er jeg ked af, at vi ikke kunne komme – laver du spiselige nisser til jul – please?
Hm… det kan godt være. Jeg skal lige se, om jeg kan passe det ind i planerne, for jeg har netop fået at vide, at der er firma-julefrokost dagen før, så planlægningen er ekstra tight i år. Det er i hvert fald en sej idé 🙂
Lakridsmarengs, det er jo genialt!
Ja, det er endnu en god undskyldning for at proppe lakrids i søde sager – og det er jeg ret pjattet med 😉
Jeg er ellers ikke meget for marengs, men måske lakrids kan få mig omvendt 😉 Jeg er vild med alle Halloween-tingene………..
Mange hilsner
Birthe
Jeg har heller ikke været så meget til marengs, men efter jeg er begyndt at lave dem selv, har jeg fundet ud af, at de kan laves væsentlig mere interessante end de købe-kyskager, som jeg ellers forbinder marengs med. Og så kan man jo proppe lige præcis den smag i, som man foretrækker 🙂
De romkugler er da bare helt fantastiske! Minder mig lidt om de små støvalfer i Chihiro og heksene, bare i en Monsters.inc udgave. Og den grønne kage ser tilpas væmmelig ud, i hvert fald i udsnit – det ser ud til at du har haft det sjovt 🙂
Jep, der er faktisk en del Monsters Inc. over dem, hehe 🙂
For pokker da Piske – så fik du da vist også stille din halloween trang lidt for denne gang 🙂 Selvom jeg ser udtrolig meget frem til en hel måned med det næste år 😉
enig med Bitten – din kage er jo ultra super duper klammo 🙂 MEN PÅ DEN FEDESTE FEDE MÅDE 😀 Muhahaha.
Kun lidt – der burde have været langt flere Halloween-spas denne måned! Men til næste år… muarhahaha 😉
Wauw, sikke nogle skønne ting du har lavet i anledning af Halloween – superseje grønne monstre 🙂
Tak skal du have. Det er den perfekte anledning til at lave sjove og skøre ting i køkkenet 🙂
.. og der var medisterpølse! 😀
Ja, men den skulle ikke spises 😉
Jeg syntes den grønne kage ser rigtig lækker ud! mon du har en opskrift til den her på din side?
Nej, for jeg var ikke helt tilfreds med den – men du kan f.eks. google efter en opskrift på rød-grøn kage eller regnbuekage, og så burde du finde en opskrift på en lignende kage. I princippet er det blot at bage en lys kage (kunne også være en sandkage) og putte nok konditorfave eller frugtfarve i 🙂
Uh, en fine side du har! Hvor mange spøgelser bliver der? 🙂
Hej, de er da bare for skønne. Mine vil dog ikke rigtig “virke” i højden – de synker lidt sammen og bliver runde i stedet for at have den søde spøgelsesagtige top. Hvordan gør du mon for at få dem op i højden? Mange hilsner Mia
Altså spøgelses-marengs’ne… 🙂
Marengsmassen skal piskes godt og grundigt – måske din marengsmasse skal have lidt længere? Sukkeret skal optages helt i massen, og så skal den være lidt sej i det 🙂