Kantarelpizza

Kantarelpizza

Jeg har endelig bagt kantarelpizza på grillen, og det er ikke et øjeblik for tidligt! Jeg er faktisk overrasket over, at jeg ikke har gjort det før i betragtning af hvor mange pizzavarianter, jeg efterhånden har prøvet. Men én gang skal jo være den første.

Denne kantarelpizza er naturligvis en del af mit sensommer-benspænd og blev til sidste weekend, hvor vi tændte grillen i anledning af nok årets sidste sommerdag. Nu elsker jeg heldigvis efterår, men de sidste sommerdage bliver altid en smule vemodige, fordi vi samtidig siger farvel til lange lyse dage. Og selvom jeg sætter stor pris på at leve i et land, hvor der er tydelig forskel mellem årstiderne, så kan vinteren godt føles meget, meget lang, når mange af dagene er overskyede.

Men tilbage til pizzaen. Kantareller dukker op allerede i slutningen af juli men kan også købes i starten af september, så det gjorde jeg. Vi har fået alt for få kantarelmadder i år, så en kantarelpizza var da en glimrende undskyldning for at bruge den smukke og farverige svamp.

Selvom vi tager på svampetur næsten hvert år, så har jeg faktisk kun fundet de orange kantareller de par gange, hvor jeg var på svampetur med guide i Grib Skov for ca. 15 år siden. De skove på Midtsjælland, hvor jeg har været på svampejagt de sidste mange år, er desværre ikke rige på kantareller. Men det er selvfølgelig også den spisesvamp, som folk har lettest ved at genkende, så den er der nok mange, der kigger efter.

Når jeg bager hvide pizzaer (som denne kantarelpizza er), så bruger jeg ofte ricotta. Det havde jeg dog ikke købt, så i stedet lavede jeg en lækker kombination af creme fraiche og fintrevet ost, og det fungerede aldeles glimrende som bund for kantarellerne.

Jeg brugte også anledningen til at teste en surdejsbund til pizzaer fra Il Fornaio, som jeg havde købt. Den fungerede ok, men jeg synes, at jeg får et bedre resultat ved selv at lave dejen, så det gør jeg en anden gang.

Kantarelpizza

2 personer

1 portion pizzadej – tjek evt. denne opskrift

Fyld:
200-250 g kantareller
smør til stegning
1-1½ tsk hakket frisk rosmarin
1 dl creme fraiche 18%
1-1½ dl friskrevet mild ost (du kan også bruge en lidt kraftigere ost såsom Vesterhavsost)
salt

Rens kantarellerne grundigt. Er der meget store svampe, så del dem gerne i to til tre dele. Steg svampene i smør på en pande i nogle minutter.

Rør creme fraiche, ost og salt sammen.

Rul pizzadejen ud på et meldækket bord. Smør ostecremen ud over bunden og fordel de stegte kantareller ud over den. Drys rosmarin ud over den. Bag din pizza på grillen eller i ovnen, indtil kanten af pizzaen bliver gylden og sprød.

Servér din kantarelpizza med det samme – eventuelt med en grøn salat til.

Note: Dette er en virkelig skøn pizzavariant, som jeg helt sikkert skal lave igen. Som sagt brugte jeg en købedej, men en anden gang vil jeg nok bare lave min egen, som jeg plejer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *