Kålsuppe med røget flæsk
Så er jeg nået til den sidste vikingemads-opskrift, det blev til i denne omgang. Det blev til en kålsuppe lavet på blandt andet røget flæsk, hvilket gør, at denne har en relativ kraftig smag. Den kan tilberedes over bål eller på et komfur, hvis du ikke har adgang til et bål. Opskriften er løseligt baseret på en opskrift på kålsuppe, jeg så i kogebogen ’Mit vilde vikingekøkken’.
Kålsuppe på røget flæsk
2 personer
250-300 g røget flæsk
Ca. 8 dl vand
Lidt smør
1 løg, skåret i både
2 store gulerødder, skåret i skiver
Ca. 2 håndfulde fintsnittet spidskål
Salt
Put flæsk i en gryde sammen med vandet og lad det koge en times tid. Tag kødet op og lad det køle lidt af på et spækbræt. Put gulerødderne og løgbådene i gryden og lad dem koge, indtil de er møre. Smelt imens lidt smør på en pande. Skær flæsket ud i tern og steg dem på panden, indtil de er sprøde.
Rør spidskålen i gryden og lad det simre et par minutter. Smag til med salt.
Servér din kålsuppe med sprøde flæsketern oven på og spis den gerne sammen med fladbrød eller honningbrød.
Note: Den røgede smag klæder virkelig suppen og går godt sammen med kålen og gulerødderne. Samtidig giver de sprøde flæsketern lidt mere struktur og vid til suppen, hvilket jeg personligt godt kan lide.
Hvor pudsigt: Det fik beboerne på job her den anden dag – der er det røgede flæsk blot serveret koldt, sammen med rugbrød og sennep, til den varme kålsuppe 😀 Det er altid et hit, uanset alder og tænderne løber i vand.
Dejligt at høre 🙂