Hvidkålspandekager

Hvidkålspandekager

Disse hvidkålspandekager er inspireret af de spinatpandekager og grønkålspandekager, jeg tidligere har blogget om. Gennem de senere år har jeg nemlig indset, at madpandekager fyldt med grøntsager er virkelig skønne. Det er ikke kun en let og dejlig måde at få sneget flere grøntsager ind i madlavningen – grøntsagerne er også med til at gøre pandekagerne mere saftige og mættende.

Hvidkålspandekager

ca. 6 mellemstore pandekager

300 g fintrevet /fintskåret hvidkål
225 g fuldkornsspeltmel
4 dl vand
2 spsk rapsolie
3 æg
1 tsk salt
evt. krydderi – jeg brugte 1½ spsk fennikelfrø

smør eller rapsolie til stegning

Pisk æg, olie og vand sammen. Tilsæt derefter mel og salt og evt. krydderi og pisk det sammen. Vend til sidst kålen i dejen.

Hæld fedtstof på en pande og hæld/smør dej ud på panden. Det skal være et ca. 1 cm tykt lag. Steg pandekagen på begge sider og fortsæt således, indtil du har stegt alle dine hvidkålspandekager.

Du kan toppe dine hvidkålspandekager med lige det, du har lyst til. Jeg lavede en simpel men forholdsvis kraftig kødsauce med oksekød, løg, chili, tomatpuré, lidt vand, salt, peber samt lidt HP sauce, og så fordelte jeg avokadotern på toppen af mine hvidkålspandekager.

Note: Som sagt – saftige og mættende hvidkålspandekager. Medmindre du serverer dem for teenagere eller folk, der har lavet hårdt fysisk arbejde, så bør én pandekage per person være nok. Steg gerne en pæn stabel, nu du er i gang – de er lette at fryse ned og finde frem en dag, hvor madlavningen godt må gå lidt hurtigere.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *