Fisk med hvidkål og karryfløde

Fisk med hvidkål og karryfløde

Jeg vil ikke snyde jer for en fiskeret, nu hvor jeg har karry-benspænd. Fisk og karry går ofte godt sammen – tænk bare på karrysild. Men hvis du ikke er så vild med fisk – eller bor sammen med nogen, der ikke kan lide fisk – så kan du også bruge karryen til at overdøve fiskesmagen. Bare et tip.

Men det gør jeg dog ikke her. Selvom denne karryfløde er rimelig kraftig og har masser af karrysmag, så synes jeg, at kuller – som jeg har brugt i denne ret – er en ganske glimrende fisk. Den er forholdsvis fast i kødet og har en mild smag.

Jeg brugte madras karry i denne ret – den samme udgave som jeg brugte i den fyldige Mulligatawny suppe.

Fisk med hvidkål og karryfløde

2 personer

ca. 250 g kullerfilet
evt. 1 dl hvidvin
et par håndfulde fintsnittet hvidkål
3 spsk smør
½ løg, finthakket
2 spsk madras karry – jeg brugte den fra ASA i Torvehallerne
1½ dl fløde
salt og peber

Læg fisken i et ildfast fad og drys lidt salt over den. Hæld hvidvin i fadet – det kan erstattes af grøntsagsbouillon, hvis du ikke har hvidvin på lager. Sæt fisken i ovnen ved 170 i ca. 20 minutter. Husk at tjekke, om den er gennembagt, inden du slukker for ovnen (fiskekødet skal ikke længere være gennemsigtigt, men fast og hvidt).

Mens fisken steger i ovnen, bringer du en kasserolle med vand i kog. Drys lidt salt i vandet og put hvidkålen i. Lad det simre, indtil kålen er mør. Personligt kan jeg godt lide, at den stadig har lidt struktur/bid og ikke er så blød, at den er ved at skvatte fra hinanden. Hæld vandet fra hvidkålen og vend 1 spsk smør samt lidt salt i kålen.

Når fisken er ved at være klar, skal du tilberede din karryfløde. Smelt 2 spsk smør på en pande. Tilsæt løgtern og karry og rør godt rundt. Lad det stege ved mediumvarme i ca. 30 sekunder, inden du tilsætter fløde. Lad det koge op og derefter simre et par minutter, inden du smager til med salt og peber.

Anret fisken på et leje af hvidkål og hæld karryfløde over.

Note: Hvis fisk og karry er gode venner, så er fløde og karry det også! Denne karryfløde er cremet og krydret på samme tid. Den giver smag uden at være for stærk og går godt sammen med den milde fisk og den solide hvidkål. Denne ret er let at holde af – også selv hvis du normalt ikke er den store fiskespiser.



4 thoughts on “Fisk med hvidkål og karryfløde”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *