Feijoada

Feijoada

En af de første retter, jeg faldt over, da jeg ville læse om det portugisiske køkken, var feijoada – en slags kødstuvning med bønner. Jeg nåede at finde nogle sorte bønner frem og lægge dem i blød, inden jeg opdagede, at den opskrift, jeg ville tage udgangspunkt i, var den brasilianske udgave! I Brasilien laver man nemlig feijoada med sorte bønner, mens man i Portugal plejer at bruge hvide eller røde bønner. Heldigvis havde vi også lidt røde bønner på lager, så det blev en kombination.

Derefter læste jeg endnu flere opskrifter og blev mere og mere forvirret, eftersom der var virkelig stor forskel på dem. Der blev ganske vist brugt svinekød i dem alle, men hvilke udskæringer og hvor mange forskellige, man skulle bruge, varierede en del. Flere udgaver havde oksekød i sig, men ikke alle. Grundlæggende indgik der dog røget svinekød, så her brugte jeg røget skinke og røget flæsk samt tilsatte lidt røgsalt for at give lidt mere dybde til smagen. På grøntsagsfronten var der også nogenlunde enighed om, at der skulle løg og gulerødder, men om der så skulle tomater, spinat eller noget helt tredje – ja, det var der også virkelig stor forskel på.

Så vidt jeg kan se, så spiser mange feijoada med kogte ris til – og nogle gange lidt dampede/svitsede grøntsager – men den kan også spises, som den er. Så vil jeg dog tilføje flere bønner, end der er i nedenstående opskrift, så der kommer lidt mere balance mellem kød- og bønnemængden.

Feijoada

8-10 personer

½ kg røde eller hvide bønner, der har ligget i vand
300 g røget flæsk (ikke for fedt), skåret i tern
300 g røget skinke, skåret i tern
170 g chorizo, skåret i tern
100 g bacon, skåret i tern
300 g hakket oksekød
olivenolie til stegning
1 stort løg, skåret i tern
4 fed hvidløg, pressede
3 gulerødder, skåret i mindre stykker
3-4 store tomater, skåret i tern
4 laurbærblade
Vand
Evt. 1 tsk røgsalt
Salt og peber

Steg flæsket i en stor gryde – evt. tilsat lidt olivenolie. Når det er brunet godt, tilsætter du bacon og steget det i et par minutter. Hæld nu hakket oksekød i og brun også det. Så tilsætter du skinke og chorizo og rører godt rundt. Lad det simre i et par minutter, inden du rører hvidløg, løg, gulerødder og tomater i. Lad det simre i yderligere et par minutter, inden du tilsætter laurbærblade, lidt røgsalt (hvis du har) samt så meget vand, at det dækker maden. Læg låg på og lad det simre i to timer.

Tag låget af gryden og lad din feijoada simre videre, mens du koger ris. Når risene er kogt, fjerner du laurbærbladene fra gryden og smager til med salt og peber.

Servér din feijoada med kogte ris og evt. lidt grøntsager eller frugt.

Note: Feijoada er en tung men velsmagende ret. Den passer fortrinlig til det regnfulde vejr, der er disse dage. Hvis vi havde haft lidt frisk spinat, ville jeg nok have serveret det sammen med retten.



2 thoughts on “Feijoada”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *