Vi havde rigtig mange positive restaurantoplevelser i London, men der var en enkelt, der skuffede. Jeg har ellers set flere anbefalinger af St. John, som ikke blot har en enkelt Michelin-stjerne (det fandt vi dog først ud af, da vi var kommet hjem igen), men har også ligget på Restaurant Magazines liste over verdens 50 bedste spisesteder. St. John kører nose to tail-konceptet, hvor alt på dyret spises, og det er en tankegang, jeg godt kan lide. Jeg elsker, når ressourcer bliver udnyttet ordentligt og har også selv haft et benspænd om indmad tidligere på året.

Vi startede med at bestille forretter og hovedretter på St. John og spurgte derefter tjeneren om, hvad de havde af øl, de kunne anbefale til hovedretterne. Her virkede tjeneren noget usikker, men endte med at anbefale et par stykker ud fra retterne og ud fra, om vi var til pilsnere eller til mørkere øl. Jeg blev dog noget skuffet over den øl, jeg fik, for den smagte ikke af særlig meget – nærmest fortyndet – og var jævnt kedelig. Jeg slog det dog hen med, at sådan var den øltype åbenbart i England.

Det var svært at vælge blandt retterne, for flere af dem lød ret spændende, men vi endte med at bestille en suppe lavet på fårekød og squash samt marvben med persillesalat til. Her var tjeneren – ligesom på Dinner – hurtig til at spørge, om vi ville dele retterne, så det er åbenbart ret udbredt i England. Jeg indså med det samme, at vi havde lavet en oversættelses-/forståelsesfejl, for vi troede, at suppe-typen var en mere kompakt – nærmest grødagtig i konsistensen, men i virkeligheden var den tættere på bouillon. Der var dog fyld i – en lille smule kød (som de desværre havde været ret nærige med) og et par rimelig store gulerodsstykker, som var lige lovlig gennemkogte til min smag. Selve suppen var dog dejlig kraftig, men det ærgrede mig som sagt, at vi havde misforstået suppetypen, for jeg er ikke særlig god til tyndtflydende supper.

Jeg forsøgte så at kombinere suppen med det kuvertbrød, som tjeneren havde sat på bordet, lige efter vi havde bestilt, men til min overraskelse var det ret solidt (meget tæt og tung krumme) – og koldt! Det virkede nærmest som om, at det havde ligget i køleskab. Det undrede mig, eftersom St. John har et bageri tilknyttet. Vi burde egentlig have sendt kuvertbrødet retur, men eftersom vi oprindeligt slet ikke havde planer om at spise af det, da vi ville gemme appetitten til selve maden, så var der ikke så meget pointe i at sende det tilbage, når vi kun skulle bruge et par mundfulde til forretten.

Marvbenene var til gengæld fine. Jeg synes stadig, at Klassisk 65 laver de bedste, men disse fungerede også og gik godt i spænd med det ristede brød og den rustikke persillesalat.

Til hovedret havde jeg valgt kanin med gulerødder og aioli. Det var en lidt pudsig kombination, og aiolien var jeg ikke så gode venner med. For det første indså jeg hurtigt, at den smagsmæssigt ikke passede særlig godt til de andre dele af retten, og for det andet havde den en ret grov konsistens. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var sjusk, eller om de blot valgte at lave en særdeles rustik aioli – jeg var dog ikke særlig imponeret af den. Jeg overvejede at sende den tilbage, men da aioli-smagen ikke passede så godt til de andre meget milde smage på tallerkenen, så lod jeg være.

Kaninen var mør men kunne godt have tålt flere krydderier – den var lidt tør og savnede smag. Gulerødderne og løgene var ok.

Til hovedretten vælger du selv tilbehør, og gemalen og jeg valgte at dele en salat og en lille skål kartofler. Salaten var enkel men meget frisk og vendt i en god dressing, der både var syrlig og sød på samme tid. Den var jeg ret tilfreds med.

… og et billede af kartoflerne…

Vi var ikke særlig imponerede over niveauet på St. John. Restauranten har valgt at holde en ret minimalistisk for ikke at tale om rå og nærmest golde lokaler med ret simple møbler og dekoration. Hvis maden på tallerkenen havde imponeret, så ville indretningen have virket som en frisk og drengerøvsagtig attitude – i dette tilfælde kom det bare til at virke sjusket. Maden skal virkelig være spot on, hvis man skal holde den indretningsstil og samtidig tage så mange penge for maden (hovedretterne lå mellem 180 og 250 kr per styk, og så skulle der købes tilbehør ved siden af). Det var den så ikke denne aften, og det virkede i højere grad som om fejldisponeringer med hensyn til smag og konsistens i flere af retterne, end at det var deciderede uheld (for eksempel kød der var brændt på eller et hår i maden).

Vi droppede at spise dessert på stedet. Dels var vi rimelig mætte, dels var vi efterhånden noget skuffede, og da tjeneren på det tidspunkt også mere eller mindre havde glemt os og var svær at komme i kontakt med, ja så valgte vi at betale og gå.

Det ærgrer mig meget, at St. John ikke levede op til vores forventninger, for jeg kan rigtig godt lide nose to tail-princippet og ville ønske, at flere restauranter dyrkede dette koncept. Vi endte med at give to stjerner til St. John. Køkkenet virkede ikke særlig skarpt i sine valg, servicen svingede en del, og der manglede tilsmagning og kærlighed i maden.

Heston Blumenthal er min absolutte yndlingskok, og jeg ville rigtig gerne have været på The Fat Duck, da vi var i London, men vi kunne desværre ikke få bord. Heldigvis står Heston også bag en anden spændende restaurant, nemlig Dinner – by Heston Blumenthal, hvor maden er inspireret af retter hentet fra den engelske gastronomis historie. Sådan noget kan jeg jo slet ikke stå for, og gemalen var heldigvis let at lokke med til en omgang frokost på restauranten.

Dinner – by Heston Blumenthal holder til på Mandarin Oriental, der ligger ved Hyde Park. Et meget smukt og overdådigt sted, og jeg er rimelig sikker på, at jeg aldrig før har betrådt lokaler, der har så høj kvadratmeterpris. Selve restauranten var ret stor – og velbesøgt, så tjenerne havde travlt, men der var en fin stemning alligevel.

Der blev selvfølgelig serveret kuvertbrød hos Dinner – by Heston Blumenthal, og det var et af de få kritikpunkter, jeg havde til oplevelsen, for det var ganske enkelt bagt lidt for meget. Den tykke, meget sprøde og lidt for tørre skorpe kom til at dominere alt for meget, og brødet var i det hele taget ikke så interessant.

Gemalen og jeg valgte hver en forret, men tjeneren spurgte på eget initiativ, om vi ville dele retterne, og det ville vi da egentlig gerne. Normalt smager vi en bid af hinandens retter, men i London oplevede vi flere gange, at restauranterne forventede, at vi gerne ville dele retterne, og det udnyttede vi selvfølgelig. Jeg troede ellers, at der ville blive set skævt til ‘tallerkenbytning’ midt under måltidet, når man spiste på finere restauranter, men der tog jeg så fejl.

Tilbage til retterne. Den første forret var ‘Meat Fruit’ – en ret fra omkring 1500, som bestod af mandarin, kyllingelever-parfait og grillet brød. En smuk og ret kæk servering, som både var oplagt og alligevel original. Parfaiten var utrolig cremet og lækker og havde en balanceret sødme, som gik godt i spænd med mandarin-laget. Leversmagen var ikke særlig tydelig og retten lå smagsmæssigt tættere på foie gras uden dog at være så fed (og politisk ukorrekt). Det grillede brød gav fedme og sprødhed, og det var i dele taget en ganske vellykket sammensætning.

Den anden forret, som vi delte, var denne ret, ‘Rice & Flesh’, fra 1390. Det var så vidt jeg kunne se den ældste ret, der var hentet inspiration til. Retten bestod af en risotto smagt til med safran og serveret med små stykker kalvehale kogt i rødvin. En ret fræk ret – det var i hvert fald ikke lige det, vi havde forventet, og måske håbede jeg et eller andet sted også på, at retten ville have været tættere på udgangspunktet. Men igen en smuk servering og godt udtænkt. Jeg syntes dog, at risene havde lidt for meget bid – de var ret hårde, og selvom risotto helst skal have noget bid og ikke bare være en udkogt grød, så burde de have fået et par minutter mere.

Hovedretterne havde vi for os selv – underforstået at her smagte vi kun en bid fra den andens tallerken og koncentrerede os ellers om egen ret. Jeg havde valgt ‘Spiced Pigeon’, som stammer fra 1780. Her var duen kogt i ale sammen med artiskokker. Mørt og med god, tydelig smag. Vi kunne vælge forskellig slags tilbehør til vores hovedret, og vi valgte at dele en skål ultracremet kartoffelmos.

Det var også muligt at få salat og et par andre ting, men da vi ikke var glubende sultne og også ville gemme noget appetit til desserten, så holdt vi os til den lille portion kartoffelmos.

Vi drak hver et glas rødvin til hovedretten, men jeg fik desværre ikke noteret hvilke. Jeg var meget i tvivl om, hvad der ville passe til min ret, da duen var tilberedt sammen med ale, men her var stedet sommelier heldigvis god til at rådgive, så jeg fik en vin, der passede godt til maden.

Dessertkortet var selvfølgelig lige så svært at vælge fra som resten af menukortet var, men da jeg så ‘Quaking Pudding’ fra 1660 var jeg ikke i tvivl – den måtte jeg prøve! Den bestod af pærer, pærecider, lime og karamel og var ret charmerende anrettet. Denne minibudding minder mig om min tidligste barndom, hvor budding ind imellem blev brugt som dessert, men Dinner-udgaven var dog langt, langt bedre. En blød og fnuglet budding med mild og let smag kombineret med den søde sauce og de lidt kraftigere frugter. En perfekt dessert på sådan en solbeskinnet og lun efterårsdag.

Jeg drak et glas Jurancon Uroulat, Charles Hours fra Frankrig 2010, og den havde en dejlig sødme, som straks fik smilet til at blive endnu bredere. Der er nu ikke noget som en sødmefuld og frisk dessertvin…

Mens vi ventede på regningen, fik vi denne lille ‘efter-dessert’, som bestod af en enkel chokolademousse smagt til med te og serveret med en kommenkiks. Nu er kommen en af de få ting, jeg virkelig ikke kan lide, men jeg smagte da på kiksen, inden resten af den blev doneret til gemalen. Et sødt lille chokoladepunktum på en skøn frokost.

Dinner – by Heston Blumenthal er en ret ny restaurant, men fik allerede efter ni måneder sin første Michelin-stjerne, og det vil ikke undre mig, hvis den får en mere med tiden. Prisniveauet er i den dyrere ende, men du kan slippe billigere ved at vælge deres frokostmenu, som de serverer på hverdage. Vi besøgte stedet en lørdag, så vi holdt os til den almindelige menu. Det er dog generelt et godt trick at spise frokost på finere restauranter, for her kan du tit prøve mange af de samme retter, der også serveres om aftenen, men til en lavere pris.

Servicen hos Dinner – by Heston Blumenthal var fin, men der var rigtig mange forskellige tjenere forbi vores bord i løbet af vores besøg, og det var en anelse overvældende. Jeg ville foretrække lidt færre, så betjeningen blev lidt mere personlig. Tjenerne var dog generelt velinformerede hvad angik vores bestillinger, og det tyder på, at de er gode til at holde øje med, hvad de enkelte gæster har bestilt.

Der var et par skønhedspletter hos Dinner – by Heston Blumenthal, som jeg allerede har nævnt (og her gælder kommenkiksen ikke, for de kan trods alt ikke gøre for, at kommen og jeg ikke er gode venner), og derfor ender vi på fem solide stjerner. Dinner – by Heston Blumenthal er bestemt et besøg værd