The Dining Room
Nu er det anden gang i træk, at jeg må droppe at skrive en detaljeret anmeldelse af The Dining Room, selvom vi igen havde en dejlig oplevelse. Da vi spiste på restauranten første gang, blev billederne af maden så dårlige, at jeg ikke ville lægge dem på bloggen. Denne gang var billederne noget bedre – til gengæld fik jeg ikke skrevet ned, hvad vi spiste! Rimelig pinligt – især fordi det nu er 1½ uge siden, så det er lidt svært at huske alle detaljer. Jeg undskylder derfor for evt. misforståelser.
Men altså – til forret mener jeg, at vi fik en form for terrine – en lille kompakt sag skåret i mindre stykker og serveret sammen med tynde rødbedeskiver, salatblade, hasselnøddeolie og creme. Den var udmærket, men forholdsvis anonym.
Til hovedret mener jeg, at det var kalvemørbrad, som blev serveret med gulerødder, løg, en meget cremet mos og en ret lækker sauce. Kødet var stegt perfekt og var både mørt og rødt, som det skal være. Jeg kunne godt lide, at gulerødderne havde lidt bid, så de ikke var helt udkogte og overmøre.
Desserten var en dansk klassiker – men i en moderne udgave. Rødgrød med fløde, hvilket i dette tilfælde var en intens rødgrød med vaniljeflødeis og ristede mandler oven på. Lækker lille dessert, som gled hurtigt ned og havde en fin balance mellem den søde, semikraftige grød og den fuldfede vaniljeis. I øvrigt godt med lidt knas på toppen, så der var mere struktur i maden.
Mens vi spiste, nåede solen at gå ned, og mørket tog over. Der var en ret flot udsigt fra 25. etage af Radisson hotellet, hvor restauranten ligger, og vil du spise på restauranten, vil jeg anbefale, at du får dig et bord tæt på vinduerne, for det er nu et fascinerende syn.
Servicen var – ligesom sidste gang – god, betænksom og med et glimt i øjet. Jeg elsker, når tjenere har overskud til at smile og komme med en frisk bemærkning, selv når der er travlt.
Maden var god men ikke helt så overvældende som sidst, hvor der var flere overraskende detaljer i maden. Her var retterne lidt mere klassiske, men stadig veludførte og gode. Vi ligger denne gang et sted mellem fire og fem stjerner, og det er et sted, jeg gerne vender tilbage til en anden god gang.
Ser lækkert ud 🙂
Når jeg er på restaurant har jeg oplevet at det hjælper at tage billede af menukortet, samt jeg bruger flittigt min lille notesblok på mobilen til at skrive detaljer ned 🙂
Måske det er noget du kan bruge?
Det gør jeg også tit, men jeg havde ikke muligheden denne gang, da vi fik menuen beskrevet mundtligt 🙂
Har kun været der en gang, og syntes det var en rigtig dårlig oplevelse med et meget overfladisk personale og skuffende menu. Og når der nu er så mange spændende steder at spise, så er det sjældent at et sted får en chance til – for så stort er mit restaurantbudget desværre ikke. Men nu kommer de på måskelisten. Tak for anmeldelsen!
Øv, hvor ærgerligt! Vi har fået ganske fin betjening og god mad de to gange, vi har været der. Men jeg kan godt følge det med, at der er så mange andre spændende steder – hvis en restaurant skuffer mig, er det også yderst sjældent, at jeg vender tilbage.
Det ser virkelig lækkert ud alt sammen! Jeg sætter også pris på, når tjenere har overskud til at smile og komme med en frisk bemærkning – og det er et sted, der kommer på min ønskeliste 🙂
Ja, det gør altså bare oplevelsen bedre 🙂
Vi var et selsskab på 4 som spiste der i går, maden var virkelig virkelig god, noget af det bedste jeg har fået i København i mange år! Klar anbefaling herfra og så er udsigten jo suveræn 🙂
Det er også et sted, der har overrasket positivt de gange, vi har spist der. Kommer der gerne igen 🙂