Denne Halloweenret kan laves i mange forskellige udgaver, og jeg har valgt at lave en vegetarudgave. Hvis du ønsker at lave den med kød, så kan du erstatte svampene i retten med hakket eller fintskåret kød.
Jeg så udformningen hos Maden i mit liv for nogle år siden og elskede, at retten ligner små græskarlygtemænd, selvom ‘skallen’ er orange peberfrugter. Og netop det, at det helst skal være orange peberfrugter er faktisk den største udfordring, da jeg primært støder på røde og grønne peberfrugter i supermarkederne. Jeg endte med at finde en orangerød peberfrugt og en rød peberfrugt, som jeg brugte.
Jeg valgte som sagt at lave en vegetarudgave. Den oprindelige plan var at bruge kogte linser, men jeg havde overset, at jeg havde brugt de sidste grønne linser på lageret. Heldigvis er jeg meget omstillingsparat, så jeg brugte bare kogte kikærter i stedet.
Halloweenret med peberfrugter
2 personer
2 mellemstore/store orange peberfrugter
1 dåse kogte kikærter
2 dl krydret, kompakt tomatsauce*
2 store portobellosvampe
smør til stegning
salt
*jeg brugte den sidste rest zaalouk. Du kan dog også lave en kompakt tomatsauce af 1 dåse tomater, to fed hvidløg, ½ spsk sød paprika, 1 tsk chili/cayennepeber samt lidt salt og peber, som du indkoger til ca. 2 dl.
Skær toppen af hver peberfrugt og fjern kernerne. Gem toppen. Skær svampene i små stykker og steg dem møre på en pande i lidt smør. Hæld vandet fra kikærterne og vend dem med tomatsauce og svampe. Smag til med salt (hvis nødvendigt). Fordel blandingen i de to peberfrugter – der må gerne være lidt top på. Sæt peberfrugttoppen tilbage på hver peberfrugt.
Bag din Halloweenret i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Servér dem, som de er – gerne med en salat og/eller en grøntsagscreme. Jeg valgte at lave en svampestuvning til, da vi har rigeligt med svampe på lager for tiden.
Note: Denne Halloweenret er altså en festlig servering, og så smager den også godt. Du kan som sagt variere den lige så meget som du lyster, og kan du ikke undvære kødet, så erstatter du blot svampene med kød. Men vi savnede faktisk (heller) ikke kød i denne ret.
OBS – du kan sagtens tilberede flere peberfrugter på én gang og så blot opvarme dem, du ikke spiser den første aften, en af de følgende aftener.