Strata – æggekage med brød og bacon

Strata – æggekage med brød og bacon

Jeg eksperimenterer med lidt forskellige morgenmadsprojekter i denne måned – udover det sydafrikanske benspænd – og her lavede jeg for nylig strata. Jeg har ikke fundet en forklaring på, hvorfor denne æggekage-agtige morgenmadsret hedder strata, men den består typisk af æg, mælk og hvidt brød samt forskellige smagsgivere.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Valdemarsro, men justerede på nogle af mængderne samt udskiftede chorizo med bacon, tørrede tomater med friske samt persille med basilikum.

Strata – æggekage med brød

2-4 personer

3 æg
2 dl mælk
salt og peber
½ tsk sød paprika
150 g toastbrød
100 g bacontern, stegt (så de er bløde, ikke sprøde)
75 g friskrevet cheddar
5-6 san marzano tomater, skåret i mindre stykker

Pynt:
Frisk basilikum

Pisk æg, mælk og krydderier sammen i en skål. Pil toastbrødet i små stykker og rør det i æggemassen sammen med tomat, bacon og ost. Lad det trække i køleskabet i en times tid eller evt. natten over.

Smør en springform (ca. 26 cm) med olie eller smeltet smør og fordel blandingen, så det ligger i et glat lag. Bag din strata i ovnen ved 175 grader i 20-25 minutter.

Pynt din strata med frisk basilikum og servér den med det samme – evt. med ketchup til.

Note:Jeg synes, at strata er en festlig servering (i hvert fald hvis du pynter med basilikum), og det er en fin og anderledes morgenmadsret, som indeholder mange af de klassiske morgenmadsingredienser, men er tilberedt på en lidt anden måde.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *