Porre i fiskefars

Porre i fiskefars

Jeg fik lyst til porre i fiskefars, da jeg faldt over en gammel opskrift fra Familiejournalen. Jeg har tidligere lavet farserede porrer, men denne fiskeudgave lød også ret spændende.

Jeg lavede nogle få ændringer i forhold til den oprindelige opskrift, og så valgte jeg simpelthen at servere min porre i fiskefars sammen med fintsnittet spidskål! Ja, kogte kartofler er nok mere oplagt, men jeg elsker simpelthen at spise fintsnittet spidskål som tilbehør. Det smager godt, og – ret vigtigt – det tager ingen tid at tilberede! Det er et kæmpeplus på en travl hverdag.

Porre i fiskefars

2 personer

1 lang tynd porre
Ca. 300 g fiskefars
Salt og peber
1½-2 dl rasp
Smør til stegning

Derudover:
kogte kartofler eller fintsnittet spidskål
letflydende persillesauce

Skyl porren. Skær derefter bunden af den og skær to stykker porre på ca. 15 cm hver. Er der mere porre tilbage, kan du fintsnitte det og blande i persillesaucen, så du undgår madspild.

Put de to stykker porre i kogende vand og giv dem ca. 5 minutter, indtil de er møre. Fisk dem op af vandet med en hulsi. Du kan bruge lidt af kogevandet, når du skal lave persillesauce.

Lad porrestykkerne køle lidt af. Bland rasp med salt og peber og drys det ud på et spækbræt. Tryk forsigtigt halvdelen af fiskefarsen ud over det, så du får et rektangel, som er lidt længere og 4-5 gange bredere end et porrestykke. Læg et af porrestykkerne på fiskefarsen og svøb forsigtigt fiskefarsen omkring porren, så den bliver helt omsluttet. Rul den lidt frem og tilbage, så du får rasp på alle sider. Brug samme fremgangsmåde på det andet porrestykke.

Smelt en gavmild klat smør på en stor pande og steg porrerne ved mediumvarme. Sørg for, at de er godt brune på alle sider.

Porre i fiskefars passer godt sammen med kogte kartofler eller fintsnittet spidskål. Jeg valgte at lave en persillesauce til, men en hollandaisesauce vil heller ikke være tosset.

Note: Fisk og porre er et godt smags-makkerpar, så denne ret kan bestemt anbefales. 

fiskefarseret porre, porre, fiskefars, porre med fisk


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *