Nytårsdrink – French 75 med lidt sødme
I morgen er det nytårsaften, og så springer champagnepropperne hos mange. Eller også er det cava, spumante eller en helt fjerde form for mousserende vin – hovedsagen er, at der kommer bobler på bordet. Det gør der også hos os. Det er sjældent, vi drikker mousserende vin, men i morgen indgår den i en French 75, som er vores nytårsdrink. Den vil vi bruge til at skåle med, når vi har set dronningens nytårstale.
French 75 er en champagnecocktail, der typisk består af cognac eller gin, der er shaket med citronsaft, sukkersirup og isterninger og derefter kombineret med champagne. Da jeg havde lovet, at nytårsdrinken ville indeholde gin, mente jeg, at kombinationen af gin og champagne ville være oplagt som drink på årets sidste dag.
Jeg brugte dog ikke en champagne men købte en anden mousserende vin – nemlig en Blanc Foussy Ice Demi-Sec (købt hos Meny). Det er en let og mild vin med en lille smule sødme (men langt fra den hvinende søde Asti). Jeg prøvede i første omgang at udelade sukkersirup i min version af French 75, men så bliver den ret fresh, så jeg vil anbefale, at du bruger lidt sirup i den – hvor meget er op dig og din eventuelle søde tand.
French 75
2 drinks
4 cl friskpresset citronsaft
4 cl gin
1-2 spsk sukkersirup*
semisec mousserende vin
isterninger
Pynt:
et par tynde skiver stjernefrugt
*sukkersirup laves på 1 dl sukker og 1 dl vand, der koger ved svag varme i ti minutter og derefter afkøles
Hæld citronsaft, gin, sukkersirup og en håndfuld isterninger i en cocktailshaker. Ryst grundigt og fordel derefter væsken i to høje cocktailglas. Top begge glas med mousserende vin og pynt hver glaskant med en skive stjernefrugt.
Note: En frisk og dejlig drink, som nok skal bringe nytårsselskabet i godt humør. En French 75 kan selvfølgelig også sagtens serveres om sommeren, hvor den kolde friske drink også vil gøre sig godt i varmen.
Godt nytår og må 2017 bringe dig mange glæder 🙂
1 thought on “Nytårsdrink – French 75 med lidt sødme”