Mynteis med chokolade
Jeg har efterhånden eksperimenteret med mange forskellige slags hjemmelavet is, men mynteis med chokolade er jeg først nået til nu. Personligt er jeg ikke fan af mynteis, men gemalen elsker det, og så har vi desuden et par krukker med nogle yderst gavmilde mynteplanter, så det var oplagt at få brugt noget af dem.
Jeg hentede inspiration hos Honest Food, men lavede dog en række justeringer – både frivillige og ufrivillige! Jeg skruede op for mynten og op for æggemængden. Det sidste var ikke helt med vilje, da jeg glemte, at jeg kun behøvede at bruge æggeblommer og ikke hele æg. Oh well, det blev godt alligevel. Derudover tilføjede jeg hakket chokolade, for det hører sig til i en mynteis.
OBS – det er en ret kraftig chokolademynte, jeg har brugt i denne opskrift. Hvis du bruger en marrokansk mynte fra supermarkedet, bør du overveje at skrue op for mængden af mynteblade i denne opskrift.
Mynteis med chokolade
ca 35 g kraftige mynteblade
1½ dl letmælk
4 dl fløde
2 dl rørsukker
4 æg
50-100 g finthakket mørk chokolade
Hæld mælk, fløde og sukker i en kasserolle og varm det langsomt op. Blandingen er på nippet til at koge, tager du kasserollen af komfuret. Hak myntebladene og hæld dem i. Rør godt rundt og stil derefter kasserollen til afkøling i køleskabet i fire timer.
Hæld flødeblandingen gennem en si og varm den derefter langsomt op i kasserollen. Pisk imens æggene i en skål. Tilsæt en grydeskefuld af den lune flødeblanding til æggene, pisk godt og hæld endnu en grydeskefuld i. Pisk atter grundigt. Tilsæt mere og mere af flødeblandingen under piskning, indtil alt er pisket sammen med æggene. Hæld blandingen tilbage i kasserollen og varm det langsomt igennem under omrøring. Når blandingen begynder at tykne, tager du kasserollen af varmen og lader det køle helt af – dvs. sætter blandingen i køleskabet i 3-4 timer.
Rør din mynteis på en ismaskine eller evt. ved at hælde blandingen i en plastskål og stil den i fryseren (husk at røre 2-3 gange i timen). Når isen er næsten færdig, rører du chokoladestykkerne i.
Note: En glimrende mynteis, hvor mynten kan smages, uden at den bliver for skarp. Jeg er normalt ikke fan af mynteis, men jeg kan godt lide denne udgave, hvor den milde myntesmag går godt sammen med chokoladen.
Så lækkert – syndigt lækkert – og skal absolut prøves også her!
Håber du kan lide den 🙂
Ser jo vild godt ud!
Mange tak 🙂
Ser lækkert ud !!
Hvor meget is ender du sådan ca med ? Påtænker at lave isen i weekenden og så skal den serveres til belgiske vafler i næste uge 🙂
På forhånd tak for svar.
Mange tak! Jeg fik 7-8 dl mynteis 🙂