Krondyr osso buco i rødvin
Jeg vidste ikke, at man kan lave krondyr osso buco, før jeg stødte på udskæringen hos en vildtforhandler. Og det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, da det lød rigtig spændende!
I lørdags holdt vi en lille julefrokost med nogle venner, og her valgte jeg at lave vildtretter i stedet for de klassiske juleretter. Til forret serverede jeg dog lidt hønsesalat sammen med fintsnittet spidskål, stegt bacon samt æbletern, så der bare var en smule ‘normalt’ på menuen.
Da jeg jo har alkohol-i-mad-benspænd i denne måned, så tænkte, jeg, at det var ret oplagt at lave en rødvinsbaseret krondyr osso buco. Det ville passe godt til kødet.
Krondyr osso buco i rødvin
8-10 personer
2 kg krondyr osso buco
smør til stegning
½ kg pastinakker, skrællede og skåret i mundrette stykker
½ kg gulerødder, skrællede og skåret i mundrette stykker
½ l vildt- eller grøntsagsbouillon
1 flaske fyldig rødvin
1 spsk timian
evt. lidt sukker
salt og peber
Sørg for at lave et snit i kanten af hvert stykke kød, så det ikke ‘krymper’, når du steger det. Smelt smør i en stor gryde og brun ca. en tredjedel af kødet på begge sider. Tag dem op og brun næste hold på begge sider og gør det samme ved den sidste portion. Rør gulerødder og pastinakker i og tilsæt bouillon, rødvin og timian. Lad det småsimre i 2½-3 timer. Smag saucen til med salt, peber og evt. lidt sukker.
Drys evt. din krondyr osso buco med lidt friskhakket persille, inden du serverer den med kartofler (gerne kartoffelmos) og en kålsalat.
Note: Det blev en ganske god osso buco. Jeg syntes ikke, at kødet smagte nær så kraftigt, som jeg havde forventet, og det kan meget vel være rødvinen, der har taget den lidt skarpe, bitre smag som noget vildtkød kan have. Kødet var selvfølgelig heller ikke tørt men smeltede på tungen, og alt i alt blev retten ganske godt modtaget hos gæsterne.