Koriander-mojito

Koriander-mojito

Jeg starter månedens benspænd med en drink – nærmere bestemt en koriander-mojito. Nu tilberedes mojito normalt med mynte, men jeg havde lyst til at twiste drinken, og da koriander er den ene af de to krydderurter, jeg vil lege med denne måned, så var det jo ret fristende at udskifte mynten med koriander.

En koriander-mojito har en lidt mere parfumeret smag – uden at det skal opfattes negativt – men er ellers lige så frisk og sødmefuld som en almindelig mojito.

Koriander-mojito

2 drinks

½ bundt koriander
3-4 tsk rørsukker
10-12 cl lys rom
½ lime
masser af knust is
ca. 1 dl danskvand

Fordel koriander, rørsukker og lys rom i to lave, brede glas. Brug staven fra en morter – eller noget lignende – til at knuse koriander og mase det godt sammen med sukker og rom. Tryk derefter en hel lime flere gange(for at blødgøre den), halvér den og skær den ene halvdel i tynde både. Fordel dem i glassene og knus dem med morterstaven. Rør rundt i glassene og fyld dem med knust is. Hæld lidt danskvand i hvert glas og servér din koriander-mojito med et sugerør i.

Note: Frisk drink med en lækker smag af koriander og lime. Den har samtidig en tilpas sødme, så alt i alt overraskede den positivt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *