Kartoffelbradepande med ost og bacon

Kartoffelbradepande med ost og bacon

Vi serverede helstegt kalkun til gemalens fødselsdag – i bedste Thanksgiving Dinner-stil – og her bestod tilbehøret blandt andet af denne kartoffelbradepande. Når amerikanerne spiser helstegt kalkun, får de et bredt udvalg af tilbehør til, og her faldt jeg over en spændende opskrift hos Delish. Jeg ændrede dog på nogle af målene samt udelod hvidløg, da retten også skulle serveres for børn.

Kartoffelbradepande med smør, ost og bacon

ca. 8 personer

1½ kg små kartofler
100-150 g smeltet smør
250-300 g bacon, skåret i tern
200 g friskrevet cheddar
salt og peber
3 forårsløg, fintsnittede

Kog kartoflerne møre. Mens de koger, steger du baconternene. Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem køle lidt af, inden du fordeler dem på en bagepapirbeklædt bradepande. Tryk dem flade med en gaffel og hæld smeltet smør ud over dem. Drys bacon, salt og peber over og bag din kartoffelbradepande i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter. Drys osten over kartoflerne og bag dem i ca. 3 minutter mere. Tag din kartoffelbradepande ud af ovnen og drys forårsløgene over, inden du serverer kartoflerne – overfør dem evt. til et fad inden, så de er mere præsentable.

Note: Denne kartoffelbradepande er uden tvivl både syndig og lækker. Den mætter godt, så den strækker til mange personer – ikke mindst fordi vi serverede den sammen med en frisk kålsalat, som jeg blogger om i næste uge.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *