Jordbærsirup, jordbærgelé og jordbærmarmelade
Jordbærsæsonen er godt i gang, og selvom det forlyder, at de danske jordbær lider under de seneste dages regn, så er det stadig muligt at få fat i lækre bær i butikkerne.
Da vi spiste jordbærdessert til Sct. Hans, benyttede jeg også lejligheden til at tage lidt jordbær fra til en omgang marmelade, og da jeg nu var i gang, kunne jeg jo lige så godt også lave en lille portion jordbærsirup og jordbærgelé! Det lyder utrolig overskudsagtigt, men det er det ikke. Lad mig vise dig, hvordan du får tre lækre hjemmesyltede ting ud af 400 g jordbær.
- Tag 400 g jordbær, skyl dem og nip toppen af. Hæld dem i en lille kasserolle sammen med 200 g lyst rørsukker, 1 dl vand samt to flækkede vaniljestænger, hvor du har brugt vaniljekornene – eller alternativt én flækket vaniljestang, hvor du først skraber kornene ud og putter i kasserollen.
- Lad indholdet simrer, indtil bærrene er bløde og smatter ud. Her kan du vælge at hælde lidt af væden fra og hælde det på en lille skoldet flaske. Så har du jordbærsirup. Foretrækker du en tykkere sirup, kan du blot hælde væden en i anden kasserolle og lade den koge mere ind, inden du hælder den på flaske.
- Læg to blade husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter, og tag så husblassen op og hæld bladene i et skoldet sylteglas på 1-1½ dl. Hæld væde fra kasserollen i sylteglasset og rør godt rundt i glassets indhold, så husblassen bliver helt opløst. Luk glasset og sæt det på køl, og næste dag har du et fint glas jordbærgelé.
- Hæld de syltede jordbær og den resterende væde på et skoldet glas, og så har du også lavet jordbærmarmelade.
Voilá!
Du kan bruge jordbærsirup til is, kager, oven på morgenyoghurten eller evt. i en kæk dressing, mens jordbærgelé egner sig glimrende til kager eller måske som lidt sødt tilbehør til en vildtret.
Det lyder utrolig lækkert! Og LCHF er lagt bag os 😉
Vi køber jordbær hver dag i vejsiden her ved Liseleje.
Jeps – selvom jeg nu regner med, at det sagtens laves med sukrin eller stevia i stedet 😉
Lige for tiden får jeg nærmest også jordbær hver dag. Det er så dejligt 🙂
Uhmm! Hvor længe kan sådan noget jordbærsyltetøj holde sig på køl tror du? og kan man skrue lidt ned for sukkeret uden at det bliver en kedelig oplevelse?
Jeg har nemlig et par bakker i køleskabet jeg havde tænkt mig at forvandle, når din opskrift landede 😀
Sukkeret er med til at konservere. Du kan godt skrue ned for mængden (smag dig frem), men vær bare opmærksom på, at du så også risikerer, at det kan holde sig i kortere tid 🙂
Opbevarer du marmelade på køl og er obs på kun at bruge helt rene teskeer, når du tager fra glasset, kan marmeladen holde sig i rigtig lang tid.
Godt at se at du ikke misser jordbærene helt pga. dit benspænd
LCHF-benspændet er ovre, og nu går jeg i gang med et nyt – mere om dette en af de nærmeste dage 😉
Lige min måde at bruge ’emnerne’ på – meget ud af lidt 🙂 Skal det holde længere endnu, vil jeg nok bruge lidt atamon. Jeg har lige lavet solbærsyltetøj, hindbærsyltetøj og jordbærsyltetøj med ribs til B&B’en – en ordentlig portion, nu hvor sæsonen er i fuld gang, og der går et glas om dagen. Jordbær med ribs er super – det giver lidt friskhed til jordbærmarmeladen, der godt kan gå hen og blive lidt ‘børneagtig’ uden lidt pep.
God tirsdag fra Karen
Atamon undgår jeg helst – det skulle ikke være så godt at bruge. I stedet skyller jeg ofte de skoldede glas i en sjat vodka.
God idé med ribs i – det må jeg huske at prøve 🙂
Mmm… Jordbær, det ser skønt ud 🙂
Tak skal du have 🙂
Jeg elsker jordbær! Har lige kogt en lille portion kompot til en lille trifli i aften, for Kristian elsker trifli (eller alt med flødeskum og makroner blandet sammen, haha).. Imorgen henter jeg flere jordbær, for jeg får veninder til aftensmad og der skal vi nok have en lille velkomstdrink med jordbær og en dessert med jordbær..
Hvad bruger du jordbærgele’en til?
Jeg overvejer at bruge geléen som pynt på en medalje (altså en kage ;)) eller som fyld i en fastelavnsbolle – lidt a la de prinsessesplat-boller, jeg lavede med rosengelé 🙂
https://piskeriset.dk/2011/03/05/bananmuffins-med-vaniljecreme-og-fastelavnsboller-med-vaniljeflodeskum-og-prinsessesplat/
hæ, jeg har lige gået og tænkt i dag om jeg ikke skulle lave jordbær sirup og gele …. og så disker du op med fremgangsmåden. Super, jeg er sikker på her er mange flere øko jordbær endnu:-)
Jeg kom lige til at tankelæse dig *gnækgnæk* 😉