Johnnycakes

johnny cakes, johnnycakes, majsmel, sukker, mælkLørdag aften fik jeg også lavet en portion johnnycakes – endnu en ret, jeg ikke kendte til, før jeg fik min amerikanske kogebog. Jeg indrømmer gerne, at navnet var med til at gøre mig nysgerrig i første omgang, og så er det dejlig let at lave!

Johnnycakes
4 personer

2½ dl majsmel
1 spsk rørsukker
½ spsk salt
3½ dl kogende vand
lidt mælk

Bland majsmel, sukker og salt sammen og pisk det sammen med det kogende vand. Tilsæt mælk, indtil det har samme konsistens som kartoffelmos. Smid en lille klat smør på en pande, læg klatter af dejen på (ca. på størrelse med en spiseskefuld) og steg dem nogle minutter. Vend dem, mas dem lidt fladere og steg dem færdigt. Servér dem med lidt smør samt sirup.

Note: Det er en pudsig og simpel dessert. Majsmel bruges forholdsvis ofte i det amerikanske køkken (i hvert fald hvis man sammenligner med det danske), og retten smager ikke af så meget i sig selv, men fungerer ok sammen med sirup. Den mætter meget, så man spiser kun en lille portion. Smagsmæssigt var den nok ikke så meget mig, men det var et interessant eksperiment.

Hehe – og så har jeg lige opdaget, at dette er mit blogindlæg nr. 600! Det har jeg så fejret med at være til en masse Copenhagen Cooking-arrangementer hele dagen, så de næste dage vil jeg være håbløs bagud med at blogge – der er nemlig mange spændende ting, jeg vil fortælle om…



8 thoughts on “Johnnycakes”

  • Hvor fedt! Jeg ledte netop efter en opskrift på Johnnycakes. Har et stor pose 'grits' stående af hvid majs. Jeg har set et program fra Barbados hvor de bruges som tilbehør til en gryderet, så det vil jeg forsøge mig med. Hvis jeg altså overlever din boot-camp 😉

  • Jeg glæder mig til at læse om Copenhagen Cooking-arrangementet! Og tillykke med de 600 indlæg, Piskeris! Johnnycakes er vist lidt hen ad klatkager, og jeg er sikker på, at ethvert barn vil elske sådan nogle 🙂

  • Jaaa, Johnnycakes (som jo altså er morgenmad – ihvert fald i min familie *smil*)
    Min mama og papa havde nogle venner, som altid bagte johnnycakes til morgenmad, når de var for at besøge os. Dertil min papas ahornsirup og friske blåbær og jordbær 😀

    Mange hilsner
    Birthe

  • NYBH – aaarh, selvfølgelig! Jeg tænkte også på, at de mindede om amerikanske pandekager, og de bliver jo også spist om morgenen 🙂

    Og jeg havde netop købt blåbær, så det burde jeg have hældt på – sørens også!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *