Butterbeans med græskar

Butterbeans med græskar

I går kom der butterbeans med græskar på bordet, for jeg havde lyst til vegetarmad, og vi havde både noget persille og et græskar, der skulle bruges!

En af fordelene ved denne ret er, at man kan forberede mange af ingredienserne på forhånd, så det ikke tager særlig lang tid at tilberede det sidste, lige inden den skal på bordet. Og da vi havde gæster i går, så var det rart med en ret, der krævede kort tilberedningstid.

… altså forudsat at man forbereder noget dagen før eller i hvert fald nogle timer før.

Butterbeans med græskar

4 personer

500 g tørrede butterbeans
1 stort hokkaido græskar
olivenolie
salt
2 spsk stærk chilisauce
en håndfuld bredbladet persille, hakket
70-100 g feta
1 dl saltede cashewnødder, hakkede

Du skal starte dagen før, at denne ret skal spises. Butterbeans skal nemlig hældes i en stor skål med koldt vand og trække i ca. 12 timer, inden de skal koges i 45 minutter. Græskarret kan du også lige så godt tilberede i god tid i forvejen. Her skyller du græskarret (du behøver ikke at skrælle det), skærer det midt over og fjerner kernerne. Derefter skærer du græskarret i tynde både, som du fordeler ud over en bagepapirbeklædt bageplade. Dryp græskarret med olivenolie og drys salt over. Bag det i ovnen ved 200 grader ca. en halv time eller indtil, at det er mørt. Lad det afkøle og put det så i en plastboks og sæt det i køleskabet.

Når der er et kvarter til, at I vil spise aftensmad, så hælder du lidt olie i en stor gryde og varmer op. Skær græskarret i mundrette stykker og vip dem i gryden sammen med butterbeans. Rør godt rundt og varm det igennem, indtil du tilsætter chilisauce og persille. Rør rundt og sørg for, at det bliver gennemvarmet. Smag til med salt og evt. mere chili.

Drys feta og nødder ud over dine butterbeans, inden de serveres. Retten kan spises, som den er, men du kan også kombinere den med en kålsalat eller friskbagt brød.

Note: Jeg synes, at græskar er en fantastisk råvare, og i denne ret beviser den atter, hvorfor den er så fremragende at bruge i vegetarretter. Den cremede, søde grøntsag spiller godt sammen med chilien, mens bønnerne og nødderne giver noget at tygge på.

Elsker du også græskar, så prøv denne græskar- og gulerodssuppe samt dette græskarfad med feta.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *