Bønneburger med pesto
Jeg synes, det er lidt for længe siden, jeg har blogget om vegetarmad, så her er en bønneburger, vi fik for nylig. Den hører også til i kategorien ‘alt-godt-fra-gemmerne’. Den er lidt i stil med min vinterburger, for jeg forsøger altid at holde mig til råvarer, der er i sæson, og her havde jeg også lidt gode syltede sager, jeg kunne bruge.
Bønneburger – vegetarburger
Bønnebøf:
ca. 1½ dl kogte røde bønner
½ æg
½-1 spsk hvedemel
salt og peber
olie til stegning
Øvrigt fyld:
1 spsk mayonnaise rørt med 1 tsk sambal oelek
1½ spsk hjemmelavet grønkålspesto
lidt hjemmesyltede tomater (kan erstattes af købte)
Sidst men ikke mindst en god hjemmebagt bolle – for eksempel en boghvedebolle.
Blend bønner, æg, hvedemel samt lidt salt og peber. Hæld olie på en pande og form en bønnebøf af bønnemassen. Steg den hårdt på hver side. Flæk bollen og smør den med mayonnaise. Læg en bønnebøf i og top den med pesto og syltede tomater. Læg bollen sammen og nyd din bønneburger.
Note: God, mættende vegetarburger, som selvfølgelig kan varieres