BASH Burger & Grill

BASH Burger & Grill, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde

BASH Burger & Grill er en rimelig ny burgerrestaurant i Roskilde. Den ligger på Ro’s Torv, og det er jo genialt, når man kommer fra træning og gerne vil have noget hurtigt at spise, inden man skal i biografen (og se ’Once Upon a Time in Hollywood’). Så det gjorde jeg tidligere i denne uge.

Som navnet antyder, så har BASH Burger & Grill naturligvis burgere på menukortet, men du kan også få diverse grillretter – blandt andet en kyllingeret med coleslaw, som jeg var lidt fristet af. Jeg havde dog bestemt mig for, at det var tid til en burger, og her var udvalget så varieret, at det var svært at vælge. Jeg endte dog med en Crispy Kicking Chicken, som bestod af paneret kyllingebryst, coleslaw, tomater, pickles, salat og honning-sennepsdressing. Gemalen fik en Philly Style med steak, coleslaw, salat, cajun relish, løg, ostesauce og frysauce dressing.

Begge burgere var dejlig saftige. Mit kyllingestykke var dog lige lovlig kraftigt paneret – det havde klædt kødet at få et minut mindre stegetid. Og så savnede jeg lidt mere grønt i burgeren, både i forhold til det visuelle udtryk samt for at give lidt mere sprødhed og friskhed i smagen. Men generelt en rigtig fin burger med udmærkede fritter til. Gemalens burger var pænt syndig og lækker – og ret snasket!

Burgerne ligger på mellem 110 og 145 kr, men så indgår der også pommes frites og dip i prisen. Det synes jeg er ganske rimeligt i forhold til, hvad man får – det er ikke billigt, men det er heller ikke så dyrt som visse af de københavnske burgerbarer, hvor prisen er skudt i vejret de senere år.

BASH Burger & Grill er et udmærket sted at få sulten stillet inden biografturen, så jeg regner bestemt med at kigge forbi der igen på et tidspunkt for at prøve flere af deres burgers (og måske en af grillretterne).

Fire stjerner med pil op herfra.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *