Bao med svampe
Der kom bao med svampe på bordet tidligere på ugen, for selvfølgelig skulle jeg lave bao med vegetarfyld i forbindelse med mit bao-benspænd. Og her er der naturligvis mange muligheder, men jeg synes, at det er oplagt at lave en bao med svampe – ikke mindst fordi vi havde østershatte på lager.
Jeg kom straks til at tænke på de lækre friterede svampe, som jeg prøvede i forbindelse med mit koreanske benspænd. Dem kan jeg klart anbefale! Jeg skulle dog kun bruge nogle få svampe, da det var fyld til fire bao-boller, så jeg lavede i stedet nogle gochujang-glaserede østershatte, som jeg brugte til fyldet.
Bao med svampe
fyld til fire bao
4-6 østershatte (afhængig af størrelse)
smør til stegning
lidt salt
½ spsk gochujang (chilipasta)
1 spsk rapsolie
½ dl vand
Derudover:
4 bao-boller
salatblade – revet i mindre stykker
avokado
kewpie (japansk mayonnaise)
frisk koriander
Rens østershattene (de er dog ofte rensede, når man køber dem i supermarkedet). Smelt smør på en pande og steg svampene nogle minutter på hver side, indtil de bliver bløde og tager lidt farve. Tag dem forsigtigt af panden. Pisk gochujang, vand, salt og olie sammen på panden med et fladt piskeris. Varm det op, indtil det simrer, og læg så svampene tilbage på panden. Dæk dem med chilisaucen og lad dem simre et par minutter. Sluk derefter for panden.
Fyld dine bao-boller med svampe, salatblade, kewpie og/eller avokado samt frisk koriander. Jeg kan varmt anbefale, at du som minimum bruger enten kewpie eller avokado, da de krydrede svampe har godt af et fedt og mildt modspil fra disse råvarer.
Note: Disse bao med svampe er forholdsvis stærke på grund af chilipastaen, så der er smæk på smagen! Men har du ikke noget imod det, så prøv dem endelig. Du kommer ikke til at savne kød i denne servering 🙂